Sommerferien er for alvor over os. Det er nu, vi har tid til at fokusere på noget af alt det, vi udsætter i den travle hverdag. Vi lægger uret fra os og nyder livet sammen med familie og venner. Kort sagt – det er tid til forkælelse og det lille ekstra. Og det lille ekstra skal helst være nemt at gå til. Det gælder også på drinkssiden.
Den perfekte sommerdrink
Der findes tusinder af skønne drinks og cocktails at vælge iblandt, men nogle passer bedre til den lyse og varme årstid end andre. Gå efter de lette og læskende drinks med en relativt lav alkoholprocent og tilsæt fx friske frugter eller bær, som på én gang ser flotte ud og kan give en drink ekstra personlighed og smag. Husk også altid at have isterninger i fryseren – eller vælg den nemme løsning og køb en pose i supermarkedet, hvis du vil slippe for at lave dem selv. Sommerdrinks skal nemlig helst være kolde.
Lad dig inspirere af nedenstående skønne og forfriskende drinks, som kan laves med bare få ingredienser. De er alle enkle og ligetil at lave og passer perfekt til såvel en festlig aften med vennerne som til en dejlig sommeraften på tomandshånd.
Cointreau Fizz – perlende, forfriskende og elegant – og med et utal af variationsmuligheder
5 cl Cointreau
Saften af ½ limefrugt (1,5 cl)
10 cl danskvand
Fyld et glas med isterninger. Hæld Cointreau og limesaft i glasset og top op med danskvand.
Tip: Variér med frisk frugt, urter eller krydderier. Tilsæt f.eks. hindbær, passionsfrugt, agurk, mynte, chili, friske jordbær & mynte, agurk & basilikum eller hindbær & lakridspulver.
Grenadine Shake - 4 ingredienser og lige meget af hver. Nemt og lækkert.
4 cl Licor 43
4 cl Rose's Grenadine
4 cl frisk citronsaft
4 cl ananasjuice
Alle ingredienser hældes i en shaker med isterninger. Ryst godt sammen og server i et glas med isterninger. Pynt med en skive citron.
Ginger 43 - Rigtig let og velsmagende drink
5 cl Licor 43
20 cl ginger ale
Saft af ¼ lime
Hæld alle ingredienser i et glas med isterninger. Rør rundt og pynt med en skive lime.
Campari Spritz – Et forfriskende alternativ til den velkendte Campari soda
3 dele mousserende vin (fx prosecco fra Italien, cremant, cava eller champagne) eller hvidvin, helst tør
2 dele Campari
1 del danskvand
Fyld et stort vinglas eller et drinkglas med isterninger. Tilsæt ingredienserne og pynt med en halv appelsinskive og eventuelt et sugerør.
Fizzy Blush – byd solen og varmen velkommen! (Udviklet af barchef Viktor Hägglund, fra cocktailbaren Holmens Kanal)
4 cl Cointreau
2 cl friskpresset limejuice
0,5 cl honning
5 cl pink grapejuice
5 cl danskvand
Hæld Cointreau, honning, lime- og grapejuice i et højt glas og rør rundt, til honningen er opløst.
Kom dernæst isterninger i glasset og rør rundt. Top op med danskvand
Fizzy Flower - Som en perlende sommerbrise af citrusfrugter og hyld
(Udviklet af barchef Viktor Hägglund fra cocktailbaren Holmens Kanal)
3 cl Cointreau
2 cl hyldeblomstlikør
0,5 cl citronsaft
10 cl champagne eller tør, mousserende vin
Hæld Cointreau, hyldeblomstlikør og citronsaft i en shaker med isterninger. Shake og si den iskolde cocktail over i et – eventuelt lavt – champagneglas. Top med tør champagne eller mousserende vin.
Campari orange – en af de mest kendte klassikere nogensinde. Forfriskende og enkel
1 del Campari
3-4 dele appelsinjuice (gerne friskpresset)
Hæld Campari i et højt glas med isterninger. Fyld op med juice. Pynt med en appelsinskive.
Har man lyst til variation, smager Campari også skønt sammen med blodappelsin- eller grapefrugtjuice.
Aperol Spritz – Italienernes favoritdrink
3 dele mousserende vin (fx Prosecco, cremant, cava eller champagne) eller hvidvin, helst tør
2 dele Aperol
1 del danskvand
Kom isterninger i et glas, fx et stort vinglas eller et lavt drinksglas. Tilsæt først mousserende vin eller hvidvin, dernæst Aperol og til slut danskvand. Rør rundt og pynt med en halv appelsinskive