Ejendomsudvikler vil lave helt ny Torvekarré i Horsens



Horsens Kommunes Plan- og Miljøudvalg er netop blevet orienteret om et stort byudviklingsprojekt, som en privat ejendomsudvikler ønsker at sætte i gang i Horsens midtby.
 Projektet går ud på at omdanne det indre gårdareal i Torvekarréen til et aktivt gårdmiljø med punkthuse, grønne opholdsarealer og parkering. Projektet omfatter også en dagligvarebutik og nye boliger ud mod Borgergade samt en række nye boliger mod Kattesund.
 Endnu er projektet kun på det indledende planlægningsstadie, hvor Plan- og Miljøudvalget tirsdag den 8. maj 2018 blev orienteret, men udvalgsformand Martin Ravn (V) ser spændende perspektiver i det.
 - Det er et utroligt spændende byggeri, der kan blive skabt inde midt i centrum, og det er en type byfortætningsprojekt, vi ikke tidligere har set i Horsens, men primært kun i byer som Aarhus og København, siger Martin Ravn.
 Planområdet er på ca. 9300 kvm og bliver afgrænset af Borgergade, Torvet, Kattesund og den østlige del af karréen. Området er i et tidligere vedtaget byfornyelsesprogram for den østlige del af Horsens midtby udpeget som en karré, hvor der er behov for at forbedre friarealerne.

Ca. 158 nye boliger
Med projektet ønsker den private ejendomsudvikler at fortætte gårdrummet med et delvist hævet gårdrum og et delvist nedsænket parkeringsdæk samt tre punkthuse i max seks etager. I alt er der planlagt ca. 158 nye boliger, som bygges i de tre punkthuse i gårdrummet samt i dele af randbebyggelsen mod Kattesund og Borgergade.
 En evt. realisering af projektet vil kræve et kommuneplantillæg og en lokalplan for området, ligesom der skal laves en miljøvurdering, som viser, hvordan projektet vil påvirke miljøet bl.a. i forhold til skygge, indsigtsforhold, kulturmiljø og trafikstøj. Skal der bygges en dagligvarebutik i Borgergade, vil det desuden kræve, at gaden skal ensrettes fra øst mod vest.
 - Der er mange forhold, vi skal have belyst, inden projektet evt. kan realiseres, men, at der er nogen, der gerne vil investere i sådan et projekt i Horsens, viser, at Horsens er en rigtig spændende by for mange investorer – nu også med denne type byggeri, siger Martin Ravn.
 Projektet falder i tråd med de retningslinjer for byfortætning, der er blevet vedtaget i Kommuneplan 2017, hvor hensigten er at bygge tættere inden for de nuværende boligområder i stedet for at udlægge nye områder til boliger.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025