Mandehørmen indtager Aarhus



Xtreme Mandehørm er et løbekoncept fra Dansk Firmaidrætsforbund, som er Danmarks 3. største idrætsorganisation.

Manddomsprøve i løbesko. Det er, hvad man kan kalde Dansk Firmaidræts populære mandeløb Xtreme Mandehørm, som kommer til Aarhus lørdag den 24. oktober 2015. Tilmeldingen blev skudt igang torsdag. Mændene i området får mulighed for at kæmpe sig gennem en ekstrem hård rute i naturen med en række forhindringer.

Det første mandehørmsløb startede i Fredensborg i 2008. Men for første gang flyttes det nu til Hillerød, da atletikbanen i Fredensborg skal bygges om. Siden moderløbet er udover Aarhus også Aabenraa, Aalborg, Odense og Slagelse kommet med som mandehørmsbyer. Og i år kommer løbet for første gang også til Esbjerg.

- Vi har erfarne løbeansvarlige i alle områder, som har forståelse for hele tiden at give løberne nye beskidte udfordringer. Xtreme Mandehørm er et løb, hvor mændene har mulighed for at slippe deres indre drengerøv løs sammen med kammeraterne og kaste sig ud i noget, som man ikke ville gøre i dagligdagen. I stedet for at løbe uden om vandhullerne, løber man gennem åer og bække i dette løb, fortæller Steen Sulstad Pedersen, idrætskonsulent i Dansk Firmaidræt, og tilføjer, at der plejer at være udsolgt de tidligere år.

Løbet afsluttes med en stor Oktoberfest med masser af øl, mad og festlig tyrolermusik. Det er Århus Firma Sport, der står for afviklingen af løbet og festlighederne, og løbsansvarlig Brian York glæder sig til at byde velkommen til de mange deltagere.

- Det bliver en rute i et voldsomt kuperet terræn syd for Aarhus med en række nye forhindringer. Både en sø, bæk og å vil blive brugt som en del af ruten. Hvis man er tøsedreng og ikke kan klare de 12 kilometer, har man på dagen i år mulighed for at korte ruten af, så man kun løber otte kilometer. Om aftenen vil der være mere live underholdning og musik end de tidligere år, fortæller Brian York.

Løbet skydes i gang kl. 14.00 ved Vilhelmsborg, Bedervej 101, Mårslet. De første løbere forventes at komme i mål en time efter startskuddet.

 

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025