Hvordan det kan forbedres, har eleverne fra 6. årgang arbejdet med på tre workshops, der er arrangeret af "Trafik i børnehøjde" og trafikafdelingen i Horsens Kommune. De har sammen tilrettelagt et undervisningsforløb, hvor eleverne er blevet klogere på trafikken ved skolen og er kommet med idéer til, hvordan adfærden på vej til og fra skole kan ændres.
Særligt fokus har eleverne på stien fra Torstedallé til Søndre Torstedvej hen til skolen.
- Her er mange, der både går og cykler, samtidig med der er mange biler i området om morgenen, og så kan det godt blive lidt utrygt, fortæller Nanna Hjorth Gregersen.
Det er hendes klassekammerat Emilie Bjeverskov Mossin enig i.
- Jeg er skolepatrulje og oplever, at det ikke er alle, der tager hensyn til hinanden, fortæller hun.
Vil opdele stien hen til skolen
Derfor vil de 16 elever opdele stien, så fodgængere og cyklister får hver sin bane. Og så skal der sættes fuld fart på en kampagne med film, klistermærker, hinkeruder på stien og en konkurrence, hvor formålet med det hele er at få flere til at gå og cykle - samt at tage hensyn til hinanden.
Resultaterne af deres arbejde bliver vist frem tirsdag den 20. oktober, hvor eleverne tager skolens yngste klasser med ud på stien. Samme dag vil der også blive uddelt klistermærker og vist kampagnevideoer på skolen.
Elevernes lærer, Troels Katholm, synes, det har givet stor værdi, at det er elevernes løsninger, der er kommet på bordet.
- Det er rigtig godt, for trafikken kan se anderledes ud i børnehøjde, end hvad vi måske tror. Derfor er deres oplevelser og bud på løsninger meget relevante i det her arbejde, siger Troels Katholm.
I første omgang bliver ændringerne på stien lavet som et forsøg. Om nogle måneder bliver de evalueret for at se, om de skal gøres permanente, ligesom eleverne skal præsentere deres arbejde for skolebestyrelsen.
Elevernes arbejde bliver præsenteret for resten af skolen den 20. oktober 2020