Et stort, uvildigt dansk institut har dokumenteret signifikant mindre genvækst efter Fremtidens Miljøs ukrudtsmaskine, Weed Fighter, end efter en gasbrænder. Miljøtekniker og leder af udviklingsprojektet, Jan Hugo Schmidt, forventer at Weed Fighter kan halvere tidsforbruget til pesticidfri ukrudtsbekæmpelse.
Derved er der store besparelser at hente, da det især er antallet af behandlinger og forbruget af mandetimer, der gør pesticidfri ukrudtsbekæmpelse dyrt og besværligt. Med færre og hurtigere behandlinger følger også en væsentlig besparelse på energiforbrug og CO2 udledning, i forhold til nuværende metoder som gasbrænding o.l.
Nu er virksomheden klar til at bygge prototypen til ukrudtsmaskinen, der gør både gasbrændere og kemiske ukrudtsgifte som Roundup overflødige på færdselsarealer som fortove og cykelstier.
Mange bidrag til successen
Bestyrelsen i Fremtidens Miljø konstaterer, at projektets succes først og fremmest skyldes de 475 aktionærer, der har købt aktier for 1,1 mill. Kr. Men også de gode samarbejdsrelationer til bl.a. Århus Kommune og virksomheder som Yding Smedie og Maskiner, HedeDanmark og Kärcher, hjælper projektet fremad. For godt nok lægger stifterne af Fremtidens Miljø også selv penge, energi og arbejde i projektet.
Men opbakningen fra aktionærerne og samarbejdspartnerne er dét, der i sidste ende gør projektet muligt og motiverer til at løse de mangeartede udfordringer, der dukker op undervejs i et sådant projekt.
Udover aktionærernes indskud har Statens Innovationsfond bidraget til projektet med 400.000 kr.
Fremtidens Miljø har brug for dig – kom til infoaften
For at markere, at projektet nu kan løftes til et nyt niveau, holder Fremtidens Miljø infoaften mandag den 1. april kl. 18:30 i Medborgerhuset i Gedved. Aftenen vil både byde på et tilbageblik på udviklingsprocessen, et kig på det forestående arbejde med prototypen og et kig lidt længere fremad på forventninger til maskinerne. Du kan også høre om Fremtidens Miljøs arbejde, og om at være aktionær i projektet. I Fremtidens Miljø håber man på stort fremmøde, og at det vil lykkes at tegne aktier for yderliggere 0,5 millioner, som er det beløb Fremtidens Miljø selv skal skaffe før 1. juni, hvis det skal lykkes at nå at bygge prototypen, så den kan testes til sommer, og de nye maskiner dermed kan komme på markedet til næste år.
Mere information og tilmelding til infoaften finder du på: www.fremtidens-miljø.dk