En klima-krystalkugle vil gøre Horsens Kommune mere beredt



Regeringen afsætter 27,2 mio. kr. på finansloven til et landsdækkende klimaatlas, som kan bruges til at forberede danskerne på klimaforandringer i Danmark.

Vådt, farligt og dyrt. Vejrudsigterne i fremtiden byder på mere ekstremregn, flere oversvømmelser og stormfloder på grund af klimaforandringerne.

Det er dårligt nyt for Danmarks millioner af boligejere, virksomheder og offentlige institutioner, som kan se frem til oversvømmede kældre, stormskader og ødelagte veje.

Derfor lancerer regeringen et nyt initiativ, nemlig et landsdækkende klimaatlas, som skal give kommunerne såsom bl.a. Horsens Kommune mere pålidelig viden om fremtidens ekstreme vejr. 

- Klimaatlasset fungerer som en ”klima-krystalkugle”, og giver en værdifuld indsigt i, hvor og hvor ofte, vi bliver ramt af stormfloder og ekstremregn. Det betyder, at vi i langt højere grad kan tage vores forholdsregler i hverdagen for ikke at få oversvømmet kælderen, eller når fx Horsens Kommune skal klimasikre sig ved anlæggelse af en ny vej eller skole. Dermed skaber vi en tryggere fremtid og reducerer risikoen for fejlinvesteringer af borgernes penge markant, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Klimaatlasset vil kortlægge vejrforandringerne ned på kommuneniveau og vil indeholde konkrete bud på fremtidige ændringer inden for temperatur, nedbør og havniveau - både til hverdag, og når vejret bliver rigtig vildt.

Klimaforandringerne er over os, og vi bliver som samfund nødt til at indrette os efter dem. Men det kan være nemmere sagt end gjort uden et konkret overblik helt ned på lokalt niveau – det er det, klimaatlasset giver os”, siger Lars Chr. Lilleholt.

Det er Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), som udarbejder klimaatlasset på baggrund af DMI’s egne data og viden fra FN’s globale klimarapport, der offentliggøres hvert femte år.

Nyttigt for Horsens Kommune

Klimaatlasset giver nyttig viden til bl.a. Horsens Kommune, når kommunen skal varetage den lokale klimasikring. Flere kommuner har allerede udarbejdet klimaplaner for at imødegå fremtidens ekstreme vejr. Men ofte baseres de på lokale vurderinger og vekslende videnskabeligt grundlag.

Manglen på ét samlet bud på fremtidens ekstreme vejr kan medføre fejlinvesteringer, som kan blive dyrt for borgerne. F.eks. hvis kommunen bygger for lave diger, placerer dem forkerte steder, eller ikke får tænkt ind, at vandet også løber på tværs af kommunegrænser. Derfor er det vigtigt, at kommunerne har fælles og sammenhængende data.

- På trods af den internationale indsats for at mindske den globale opvarmning, vil ekstremvejr blive en del af vores hverdag i fremtiden. Det er vi nødt til at indrette vores huse, kloakker, veje og fremtidige byggerier efter. Og her spiller klimaatlasset en vigtig rolle. Det bliver et værktøj til at foretage de rette investeringer i rette tid, så vi kan gå fremtiden tørskoet i møde, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025