Efter en lang periode, hvor forretningsudbuddet i Hovedgård har været dalende, er der åbnet en negle- og fodbehandlingsklinik i Vestergade. Det er den 39 årige Lisa Frost, der efter 7 års selvstændig virksomhed i hjemmet ved det gamle teglværk i Hovedgård, har valgt at flytte aktiviteterne til Hovedgård. Lisa har lavet en aftale med Helle Thygesen, der driver Hårstudiet, således at der ud over frisørstole m.v. også bliver plads til Lisa’s inventar til behandling af hænder og fødder.
Aftalen kom i stand en dag, hvor Helle fik behandling hos Lisa, og hvor de kom til at tale om, at de begge behøvede en partner, og kombinationen tiltalte dem begge. Det er blevet til nogle mindre ændringer i Hårstudiet, men nu er man klar til at vise nye og gamle kunder, hvordan hår og negle fremover kan plejes i Hovedgård.
Lisas uddannelse startede med flere forskellige skoler, hvor neglene på hænderne var i centrum. Derefter begyndte hun for 6 år siden på Århus Fodbehandler Skole, hvor hun færdiggjorde sin uddannelse som fodplejer, og hun har nu en god og fast kundekreds. Hun har bl.a. aftale med Skovly om behandling af beboernes fødder, og da fotografen besøgte klinikken, var det Dorthe Damgaard fra Juelsminde, der sad i stolen, som repræsentant for den store del af Lisas kunder, der er fra oplandet.
Lisa stammer fra Sorring, hvor hendes forældre stadig bor, og hun er gift med Klaus og børnene er voksne. Åbningstiderne i klinikken er mandag, tirsdag og fredag hele dagen og om lørdagen om formiddag, men onsdag og torsdag er der lukket.
I anledning af den nye negleklinik afholdes reception på lørdag fra kl. 11,00 til 14,00, hvor ændringen af Hårstudiet til også at huse denne nye forretning bliver præsenteret.
bogo