
Eva Vedel og Tom Halling
Eva Vedel er tiltrådt bestyrelsen i Fonden FÆNGSLET, og Tom Halling er medlem af den nystiftede bygningsfond.
På det seneste bestyrelsesmøde i Fonden FÆNGSLET konstituerede den nye bestyrelse sig med Henning Nørbæk som fortsættende formand og Jan Hessellund, direktør for Billund Lufthavn, som næstformand. Samtidig blev der budt velkommen til Eva Vedel, direktør i eventfirmaet Expo Viva og tidligere arrangementsdirektør for Forum København.
Jan Hessellund har været i bestyrelsen i flere år, men har nu efter Poul Ulsøe overtaget posten som udpeget medlem af Business Horsens/DI Horsens og blev på mødet desuden valgt som del af formandskabet.
- Det er et privilegie at være formand for så kompetent en bestyrelse som den, Fonden FÆNGSLET har og har haft gennem en del år. Vi skylder en stor tak til Poul Ulsøe, tidligere formand for Business Horsens, for hans kæmpestore indsats for FÆNGSLET i de krævende opstartsår. Med Poul som bestyrelsesformand i de første år fik FÆNGSLET et solidt fodfæste i byen, siger Henning Nørbæk.
Det er samtidig en stor fornøjelse at byde velkommen til Eva Vedel, som har stor erfaring med lige præcis det, vi er sat i verden for på FÆNGSLET - at skabe oplevelser udover det sædvanlige. Eva Vedel driver nu sin egen eventvirksomhed, hvorfra hun blandt andet står i spidsen for Iværk & Vækst-konferencerne, foodfestivaler og den årligt tilbagevendende lakridsfestival i samarbejde med Johan Bülow. Hun er et aktiv for FÆNGSLET i de kommende års udvikling af nye koncepter i grænselandet mellem event og konference, forklarer Henning Nørbæk.
Eva Vedels virksomhed Expo Viva udvikler oplevelseskoncepter, messer og nichefestivaler med fokus på iværksætteri og gastronomi.
Nystiftet bygningsfond i forbindelse med Vestsalsbyggeriet
Foruden Henning Nørbæk, Jan Hessellund og Eva Vedel sidder også Claus Visbye, direktør for Horsens & Friends, Mona Juul, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti og tidligere administrerende direktør for Envision A/S og Peter Sinding Poulsen, kommunaldirektør for Horsens Kommune i Fonden FÆNGSLETs bestyrelse.
I forbindelse med opførelsen af den nye kultur-, event- og konferencesal Vestsalen er der desuden stiftet en bygningsfond, som Karen Mosbech er blevet udnævnt til formand for. Karen Mosbech, direktør i Freja Ejendomme A/S, har siddet i FÆNGSLETs bestyrelse siden stiftelsen i 2012, men er netop udtrådt af denne bestyrelse for at indtræde som formand i bygningsfonden. Bygningsfondens bestyrelse består derudover af Tom Halling, seniorkonsulent i Rum Arkitekter A/S og Henning Nørbæk.
- Tom Halling besidder en meget stor viden om og indsigt i arkitektur og byggeri. Vi er rigtig glade for, at vi har fået så stor en kapacitet ind i vores nye fondsbestyrelse, udtaler Henning Nørbæk.
Direktør for begge fonde er Astrid Søes Poulsen.