Færre lærlinge og arbejdspladser i Østjylland



Foto: Anders Bach

Før jul var de tolv mand hos Murermester David Harritz i Brabrand. Men efter årsskiftet, hvor BoligJob-ordningen forsvandt, blev der længere mellem bestillingerne, færre arbejdsopgaver og to mand måtte sendes hjem.
- Desuden plejer vi altid at have to lærlinge i virksomheden, men når vores ene lærling er uddannet til september, så ansætter vi ikke en ny. Der er desværre ikke arbejdsopgaver til det, så det koster også en læreplads, at BoligJob-ordningen er stoppet. Det kan godt være, at der er sat gang i store byggeprojekter i Aarhus og København, men mindre virksomheder som min kan ikke være med i kapløbet om de store opgaver, vi lever i stedet af private kunder, og vi kan mærke, at boligejerne er tilbageholdende, fordi fradraget nu er væk, siger ejer David Harritz.
Formand for Dansk Byggeri Østjylland, Michael Ancher, er frustreret over situationen i lokalområdet.
- Det er vigtigt, at politikerne på Christiansborg ikke bare ser på, hvordan det går i København og inde i Aarhus, men ser på situationen i hele Danmark. Og her er virkeligheden den, at vores mindre virksomheder, de kan ikke være med på de store opgaver, og samtidig er det private forbrug ikke rigtig kommet i gang, og derfor mister vi arbejdspladser. Vi mister også lærepladser, for håndværksmestrene tør ikke ansætte en lærling, når der er småt med arbejde. Begge dele kommer vi til at mærke konsekvenserne af både nu og i fremtiden, siger han.
Samme oplevelse er der hos Lystrup Murerforretning, hvor tre medarbejdere er blevet reduceret til to.
- Siden nytår har der ikke været alle de små reparationer som fx at sætte trappen i stand. Den slags opgaver har vi ellers haft mange af under BoligJob-ordningen. Fradraget gjorde, at kunderne synes, det kunne betale sig at få lavet tingene hvidt og samtidig få garanti på arbejdet. Nu er de mange mindre opgaver forsvundet, og det betyder altså desværre, at vi er en mand mindre i firmaet, siger indehaver Jesper Jakobsen.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025