Fantastiske oplevelser til årets Europæisk Middelalder Festival



Under dette års reformations-tema vil du blandt andet kunne opleve teaterforestillingen Reformationen i Kød og Blod (Blade fra Luthers Bog). En helt ny forestilling, som er skrevet særligt til festivalen. Manden bag forestillingen er den prisbelønnede dramatiker Jokum Rohde, og stykket opføres af Komediehuset. Forestillingen kan opleves tre gange i løbet af fredag d. 25. august og fire gange i løbet af lørdag d. 26. august og henvender sig primært til det voksne publikum.
 For børnene er der mulighed for at stifte bekendtskab med Luther, når de optrædende i Børneområdet og på Gøglerpladsen formidler reformationen igennem gak og løjer, eventyrligt dukketeater og musik.
 De lidt ældre børn og unge har mulighed for at prøve kræfter med rollespil om reformationen, når jagten på Luthers Nøgle sætter ind.
 På festivalpladsen kan du også opleve en rigtig middelalderlig trykpresse, bogtrykkerkunsten var nemlig en af de vigtige grunde til, at Luthers teser spredtes i hele Europa.

Tapre riddere på modige heste
Igen i år forvandles Fængslets gård til en storslået ridderarena, hvor tapre riddere på modige heste dyster med svær og lanser. I år er det den dygtige danske riddergruppe Ildhesten, der står for ridderturneringen. Blandt Ildhestens medlemmer finder du både den regerende europamester og den regerende kvindelige europamester i ridderturnering. Gruppens rustninger er autentiske og vejer op mod 35 kg. Glæd dig til at opleve et underholdende show i særklasse når Ildhesten indtager ridderarenaen i Borggården.
 I år har festivalen naturligvis også besøg af andre kampgrupper, væbnere og lejesoldater, der alle er bevæbnet til tænderne og klar til at vise både mandsmod og kampånd. For det meste foregår det ganske fredeligt, men engang imellem ryger de i totterne på hinanden på Kamppladsen. I år slår Lupus Tempus, Virtus Vincit og Ridder Smith af In Genio et Armis lejr i Østermarken. I Østermarken kan du også opleve Skt. Martin Kompagniet, Jyske Stormænd og De Nordjyske Lejesvende. Arrangørerne bag Europæisk Middelalder Festival bestræber sig på, at festivalen skal være et sted, hvor der både er plads til tradition og gode gensyn og nye bekendtskaber:
 - Grupperne i programmet bærer præg af at være sammensat ud fra et kriterie om gode kendinge og glade gensyn, men bestemt også ud fra et ønske om at præsentere og prøve noget nyt, fortæller produktionsleder og programansvarlig for festivalen Tine Nørgård.
 Som et af de nye indslag i år, får festivalen besøg af gruppen Solbjerg Glima, der byder på middelalderbrydning. Glima er en kampform med rødder helt tilbage til vikingetiden og gruppen Solbjerg Glima giver eksempler på middelalderlig konfliktløsning og fanden i voldske lege. De sørger for historieformidling fyldt med en masse sjov og med risiko for blå mærker.

Russiske musikere besøger festivalen for første gang
For første gang i år besøger den russiske pigegruppe Idisi Europæisk Middelalder Festival. Pigerne fra Idisi blander med dundrede trommer, sækkepipe og fløjte den traditionelle middelaldermusik med et strejf magi og fantasi. På festivalens tre musikscener kan du i år også nyde danse- og drikkeviser, buldrende trommer og sarte ballader fra danske Almune, Virelai, Krapyl, Ramashang og Moro, tyske Tolstafanz og svenske Själ. I alt besøger 34 grupper festivalen, hvoraf 10 er bands.
 På festivalen vil du også kunne opleve italienske flagkastere, gakkede gøglerier, teateroptrin, klappedyr, bueskytter, ildgøgl, og middelalderlige spil og lege i festivalens Børneområde. I Horsens skal middelalderen opleves med alle sanser. Den skal ses, smages, lugtes og mærkes.
 Europæisk Middelalder Festival foregår den 25.-26. august 2017.

Se film fra optoget ved Europæisk Middelalder Festival 2016 her!

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025