I fjor væltede Miriam Mandipira næsten Bluesfestivalen i Horsens, da hun gæsteoptrådte med veteranerne i Delta Blues Band – nu kommer hun tilbage; denne gang sammen med en eksklusiv herrekvartet + en enkelt dame.
Tilsammen lover de en uforglemmelig Blues & Gospel Jamboree på Kulisselageret lørdag den 9. maj.
- For mange var Miriam Mandipira et ukendt navn, inden hun trådte ind på scenen ved vores Bluesfestival i fjor. Men alle dem, der var så heldige at opleve hende, glemmer det ikke foreløbig. Derfor er vi både glade og stolte over, at hun er på plakaten til vores sidste indendørs koncert dette forår, siger formanden for Blueskartellet Carsten Mellson og fortsætter:
-At hun så kommer sammen med Blues Jamboree, der om nogen står for forrygende roots-blues, gør det kun endnu bedre.
Blues Jamboree formår at forene det professionelle med det uhøjtidelige. Bandet kan mønstre op til 10 medlemmer, men kommer altså til Horsens i en nedbarberet udgave.
- I Blues Jamboree har vi aldrig en fast sætliste. Til gengæld er der god plads til røverhistorier, spontane smutveje og masser af improvisation, fortæller Peter Nande. Han er den oprindelige initiativtager til Blues Jamboree, som i øvrigt har udgivet to cd’er.
Peter Nande (sang, mundharpe, percussion) ledsages på kælderscenen i Horsens af fire andre: Lea Thorlann (sang), Svante Sjöblom (sang, guitar, mandolin), Paul Banks (sang, guitar, mandolin) samt Tim Lothar (sang, guitar). Til menuen kan så føjes ”den afrikanske Queen of Blues” Miriam Mandipira, der har energien og ånden fra legender som Bessie Smith, Etta James og Aretha Franklin.
- Hendes varme og kraftfulde stemme rækker fra jazz over gospel til soul og blues. Derfor tør jeg godt love publikum en uforglemmelig oplevelse, siger Carsten Mellson.
Blueskartellet er i fuld gang med sin 10-års jubilæumssæson. Koncerten med Blues & Gospel Jamboree er forårets sidste på Kulisselageret, men allerede lørdag den 23. maj er der gratis, levende blues i Apotekergården, hvor Hungry Men’s Blues Band spiller op.
- Efterårets koncerter samt programmet for årets Bluesfestival den 6. og 7. november er i øvrigt på vej, tilføjer Carsten Mellson.
Dørene til koncerten åbner kl. 19, og koncerten går i gang kl. 20. Billetter kan købes via Blueskartellets og Kulisselagerets hjemmeside eller ved indgangen.