Ferien starter på fodboldskole



I skole i skoleferien - det lyder ikke som en stor succes, men når man på skolen kun har et fag - fodbold, så kan det nok være at populariteten er i top. Fodboldskolerne ligger ganske tæt landet over og arrangeres både af DGI og DBU. Alene i uge 27 var der 4 DBU fodboldskoler i Horsens Kommune, hos Horsens fS, FC Horsens, Hovedgård IF og i Østbirk IF. Dertil kommer at Skanderborg og Hedensted også er fodboldskoleværter samt at der under DGI ligeledes afholdes skoler lokalt.
 På DBU’s Fodboldskole 2015 er der lagt op til en uge med græs på knæene, masser af spil og tekniske øvelser - en uge med masser af fodbold på skemaet. Børnene, der alle er mellem 8 og 15 år, skal have en oplevelse af at have udviklet sig som fodboldboldspiller efter en uge på fodboldskole, således skolen i høj grad favner alle målgrupper uanset køn, alder og niveau.
 På en DBU Fodboldskole kommer spillerne igennem en række moduler og øvelser af forskellig sværhedsgrad, og trænerne vejleder spillerne i hvorledes de bedst bliver udfordret, så hver enkelt fodboldspiller får bedst mulighed for at udvikle egne fodboldtekniske færdigheder.
 Hver enkelt fodboldskole har endvidere mulighed for at stille med rekvisitter og lave arrangementer, det kan f.eks. være besøg af professionelle fodboldspillere eller lignede.
 I FC Horsens var træner for AC Horsens, Bo Henriksen på besøg sammen med spillerne Niels Lodberg og den nye spiller i AC Horsens-truppen Mikkel Jespersen. Hele 149 fodboldspillere var på skole i klubben på Bankager og stemningen var høj torsdag eftermiddag, da vinderne af flotte sponsorpræmier blev trukket ud af skoleleder Torsten Cargnelli og Niels Lodberg.
 I Østbirk, som ligeledes havde udsolgt, var der plads til 128 spillere. Her fik skolen besøg af Mads Bech Sørensen, der som 16-årig blev den hidtil yngste debutant på AC Horsens’ førstehold. Mads startede som fodboldspiller i Østbirk IF, så det var en helt særlig aktualitet Mads kunne give de lokale talenter om, hvordan man kan bliver 1. divisionsspiller, hvis flid, dygtighed og talent går op i en højere enhed.
 Og hvor er det stort, når man kender en fodboldstjerne fra hverdagen i hjembyen.
 I Hovedgård var 67 fodboldspillere på græs i varmen. Her blev spillerne fredag inddelt i 8 hold, og så var menuen 8-kantsturnering, inden der over middag, fodboldskoletraditionen tro, som på alle fodboldskoler er vandkamp og kamp mod trænerne som afslutning på en glad fodbolduge.
 Billederne er fra torsdag i Horsens og Østbirk samt fredag i Hovedgård.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025