- Festivalen er kendt for at have mange børneaktiviteter, og dette vil vi gerne udvide til også at omfatte de større børn. Derfor tilbyder vi, sammen med Østerskov Efterskole, rollespil på pladsen, siger projektkoordinator Hassel Louise Löfstedt.
Ny aktivitet for større børn og unge i udskolingsalderen
Som noget nyt tilbyder Europæisk Middelalder Festival rollespil for de større børn. I Østermarken finder man Østerskov Efterskole, som sender det unge publikum ud på missioner på festivalpladsen:
- De hemmelighedsfulde tempelriddere søger nye medlemmer. Unge mænd og kvinder kan forsøge at blive en del af ridderordenen ved at løse gåder og missioner overalt på festivalen.
Rollespillet er blandt andet inspireret af Tempelridderne, Da Vinci Mysteriet og Assassin’s Creed. Det er gratis at deltage. Østerskov Efterskole er verdens første rollespilsefterskole, og deres nuværende og gamle elever vil tage det unge publikum med ind i rollespillets verden. Aktiviteten er åben fredag den 26. august kl. 17.30-19.45 og lørdag den 27. august kl. 11.00-18.00. Rollespillet er primært for unge mellem 13 og 16 år.
Middelalder i børnehøjde
Udover rollespil vil der igen i år fyldes Europæisk Middelalder Festival op af alle tænkelige aktiviteter for børn og barnlige sjæle. I Børneområdet i Vestermarken kan man opleve bagersvende og bagerjomfruer, som kan hjælpe med at bage et rigtig middelalderbrød. Man kan snitte i pinde, se hatteteater og dukketeater, høre halsbrækkende historier, fægte med en ridder, køre på karrusel, ride på pony eller klappe geder, får, kalve og kaniner.
I Søndermarken kan man se og høre om de store, flotte ulvehunde eller se en rigtig ørn. Man kan også gå i skole på middelaldermanér, lave mosaikvinduer, støbe lys eller dreje træ.
Er man mere til det rå og seje, kan man kaste med knive i borggården, skyde med bue og pil i Østermarken eller se hæsblæsende fægtekampe på kamparenaen i Ridderlejrene. Man kan også opleve en middelalderkirke og den særlige stemning, der er her. Hvis man vil se og afprøve en masse middelalderlige håndværk, skal man besøge Håndværkerområdet i Vestermarken.
Alle børneaktiviteter har åben fredag den 26. august fra kl. 16-20 og lørdag den 27. august fra kl. 16-20.