Fjernvarmetvang - eller frihed til selv at vælge



Esben Hedeager, byrådskandidat for De Konservative i Horsens

Et stort flertal af Folketingets partier har for længst besluttet, at Danmarks energipolitiske fremtid skal være elektrisk og vinddrevet. Det synes derfor mærkværdigt, at Horsens Kommune har valgt at gå den stik modsatte vej og tvinge op mod ti tusinde husstande over på fjernvarme. Disse husstande er allerede for en stor dels vedkommende forsynet med naturgas, der med et pennestrøg kan gøres 100 % fossilfrit ved at tilføre rørene biogas. Alternativt kan nye såvel som gamle huse forsynes med en varmepumpe, der er drevet af elektricitet og derfor vindmøllestrøm. Dette kan erstatte eller supplere naturgasforsyningen og derved gøre brug af den megen vindenergi, der allerede er planlagt og etableret fra statslig side.
 Når Horsens Kommune og Fjernvarme Horsens i forening - i stedet for at gå den grønne og økonomisk mest optimale vej - vælger at etablere et lån på ca. 900 millioner kr., som nuværende og fremtidige fjernvarmebrugere skal betale tilbage, så undrer vi os. En lille milliard kr. er mange penge, som Horsens Fjernvarme tvangsindskrevne brugere skal betale af på i årtier. Endvidere skal de nye brugere som ”tak” for, at de har ladet sig tvinge over på fjernvarmen, betale yderligere 25.500 kr. for at få installeret fjernvarmeinstallationen i deres hus. Det er således et stort gældsbevis, der følger med, hvis man som borger i Horsens lader sig tvinge over på fjernvarmen, hvis forkromede regnestykker næppe heller holder ved en tryktest.
 Vi vil derfor anbefale alle, der har mulighed for det, og som deler vores skepsis at få undersøgt, om du kan konvertere helt eller delvist til en varmepumpe-løsning, hvor du får mindst 50 % af dit energiforbrug til varme og varmt vand fra vedvarende energi.
 Det vil betyde, at du sandsynligvis kan slippe for at blive tvunget over på fjernvarmen og derved sandsynligvis undgå, at dit hus falder i værdi. En varmepumpeløsning giver således friheden til at vælge den varmekilde, der i vores optik er både bedst for klimaet og pengepungen. Skulle kommunen mod forventning forbyde dig som forbruger at skifte over på varmepumpe, så er der mulighed for at klage til Energiklagenævnet.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025