
Jeg er utrolig stolt af vores kommune. Jeg er stolt af alle de engagerede borgere, frivillige, virksomheder og ildsjæle, der har stået sammen om at løfte Horsens til et sted, hvor man har lyst til at leve, bo og drive forretning. Til en af Danmarks hurtigst voksende kommuner, hvor vores børn kan lære, trives og udvikle sig. Hvor flere uddanner sig og kommer i arbejde. Hvor der er hjælp og støtte til dem, der har brug for det. Og hvor det samtidig er sjovt og spændende at være.
Vi er kommet imponerende langt i Horsens Kommune. Men vi er ikke i mål!
Den vækst vi oplever – og som er et resultat af mange menneskers hårde og målrettede arbejde gennem mange år – er et fantastisk afsæt for de næste skridt. Væksten betyder, at vi modsat mange andre kommuner ikke skal lukke daginstitutioner og skoler. Vi skal udvide og bygge flere. Og nye borgere betyder større skattegrundlag, så der er flere til at finansiere god fælles velfærd. Vi har en god og sund økonomi og positive prognoser, så vi kan tillade os at investere i fremtiden. Det forpligter.
Det er et enestående tidspunkt til at sikre, at vi får alle med. Jeg tror nemlig på, at det stærke fællesskab, som vi har stået på i den historiske udvikling også er helt afgørende, når vi sætter kurs mod fremtiden. Vi har ganske enkelt brug for hinanden for at kunne gøre en forskel – for hinanden, for vores samfund og for os selv. Og vi skal have alle med. Både fordi vi har brug for hinanden, og fordi alle har brug for at være en del af noget fælles. Også de mennesker der har de sværeste vilkår.
Som kommune har vi ansvar for at sikre, at alle får de bedste forudsætninger for at kunne klare sig godt i livet. At der er lige adgang til muligheder. Til læring, til uddannelse, til jobs og til hjælp og støtte, når man har brug for det. Vi skal sikre, at alle har mulighed for at blive en del af fællesskabet. For at kunne tage ansvar og bidrage. Og vi har et helt særligt ansvar for de allersvageste, der ikke har andre til at hjælpe sig. Det bliver omdrejningspunktet for mig, når jeg kigger frem mod efterårets budgetforhandlinger, hvor vi skal lægge rammerne for kommunens økonomi i de kommende år.
Støtte og motivation til de mest udsatte børn
Et af de steder hvor vi for alvor kan gøre en forskel for menneskers muligheder for at klare sig godt i livet, er i daginstitutionerne. I kommunens vuggestuer og børnehaver sker der hver dag vigtigt pædagogisk arbejde, der er med til at klæde vores børn på til livet. Børn lærer at bruge sproget, at blive selvhjulpne og at begå sig sammen med andre mennesker. Vigtige forudsætninger for at kunne få et godt liv, en uddannelse, finde arbejde, blive en del af fællesskabet og opleve, at man betyder noget.
De mange dygtige medarbejdere i kommunens dagtilbud er kommet langt. Senest har vi lanceret ”Aktiv familie”, der netop handler om at gøre en forskel for hele familien ift. job, skole og trivsel, så både voksne og børn i familier, der har det svært, kan blive aktive medborgere. Men vi kan nå endnu længere ved at stille skarpt på den gruppe børn, der har de sværeste forudsætninger for at lykkes med deres liv. Derfor vil jeg, i forbindelse med efterårets budgetforhandlinger, arbejde for, at der i de 3-5 dagtilbud, hvor udfordringerne er størst, ansættes 10 nye pædagoger med stærke kompetencer ift. at hjælpe udsatte børn godt på vej i livet. Mennesker som har et øje for at spotte særlige behov, og som kan give den støtte og motivation, der skal til for at gøre en forskel i det enkelte barns liv. Jeg tror på, at vi på den måde kan give de mest udsatte børn de bedste forudsætninger for at udvikle sig følelsesmæssigt, socialt og intellektuelt, så de får den bedst mulige start på livet, god adgang til samfundets fællesskaber og mulighed for at bidrage og tage ansvar på den lange bane. Samtidig vil 10 nye pædagoger der løfter en vigtig opgave ift. de svageste børn betyde, at de dygtige medarbejdere vi har i dag, kan få bedre tid til at arbejde med hele børnegruppen.
Tryghed for de svageste ældre
Også i forhold til de svageste ældre har velfærdssamfundet og kommunen et særlig stort ansvar for at støtte og hjælpe, når der er brug for det. Det er mennesker, der gennem et langt liv har været en vigtigt del af vores samfund og bidraget til fællesskabet, og vi skylder at give tilbage. Dygtige og engagerede medarbejdere arbejder hver eneste dag benhårdt for at gøre hverdagen for de ældre i hele kommunen god og tryg. Men der er situationer, hvor vi - med den rette politiske prioritering - kan gøre det endnu bedre.
Flere og flere ældre lever i dag længere, nogle lever med demens og mange får brug for pleje og omsorg. Derfor skal der i løbet af de kommende 5 år opføres 60 nye plejeboliger i Horsens Kommune, så vi kan sikre, at der er en plejehjemsplads til dem, der har brug for det. Omkring de nye boliger skal der være plads til fællesskab og samvær med andre beboere, med pårørende, med lokalområdet og med frivillige – så man også i alderdommen har de bedste muligheder for at leve et godt og værdigt liv som del af et fællesskab. Jeg vil desuden arbejde for, at 12 af de 60 boliger allerede i 2018 opføres som demensboliger i Brædstrup og udbygge bla Egebakken med flere boliger til plejekrævende ældre borgere .
Når man som ældre har brug for pleje og omsorg for at fungere i hverdagen, er man særligt sårbar, når man bliver syg. I disse år sker der store ændringer i sundhedsvæsnet, der betyder, at man i forbindelse med sygdom og operation er indlagt på hospitalet så kort tid som muligt. Derfor oplever mange at blive sendt alene hjem i en ekstraordinært sårbar situation, hvor man er bange, usikker og utryg efter sygdomsperioden, hvor man har akut brug for støtte til rehabilitering, og hvor man samtidig har svært ved at klare sig i det daglige. Kommunen løfter allerede en stor opgave her – men vi kan gøre mere. Og vi skal gøre mere!
Hospitalerne udskriver hvert år ca. 3000 borgere i Horsens Kommune over 75 år. Ca. halvdelen har brug for hjælp og pleje, når de kommer hjem. Jeg vil i forbindelse med budgetforhandlingerne arbejde for, at alle de borgere, der har brug for det, bliver ledsaget hjem fra hospitalet – uanset hvor i kommunen man bor – af en kommunalt ansat sygeplejerske, der kan give svar og skabe tryghed for den enkelte og de pårørende. En sygeplejerske der samtidig kan sørge for, at der er styr på de basale behov, medicinhjælp, rehabilitering, hjælpemidler og koordinering mellem den ældre, dennes læge og hospitalet i den første tid efter udskrivning. Og som på alle måder kan være med til at sikre, at den ældre trygt og hurtigt kan vende tilbage til en god og værdig hverdag. Det synes jeg er ordentligt.
Budgetforhandlinger for 2018
Jeg ser meget frem til efterårets budgetforhandlinger, hvor vi skal sætte retning for de kommende års økonomi i Horsens Kommune. Ved sidste års budgetforhandlinger blev Byrådet enige om en række store og visionære beslutninger for den fysiske udvikling af Horsens. Beslutninger der skal sikre, at rammerne for vækst er på plads. En vækst der som noget af det vigtigste skal fremtidssikre velfærden, så det bliver ved med at være godt, lærerigt, trygt og spændende at være borger i Horsens Kommune – også for de mest udsatte i vores samfund. Det er med det fokus, jeg går ind til budgetforhandlingerne for 2018.