Flere skal behandles på klinik



På sygeplejeklinikken i Brædstrup - kommunens nyeste - er der i dag åbent alle ungens fem dage. Her er sygeplejerske Anni Brøgger i gang med at behandle en patient. Arkivfoto.

Dem der kan, skal selv!
 Sådan lyder det fra Horsens Kommune, der nu – så vidt det er muligt – vil skifte borgernes sofa derhjemme ud med et besøg på en sygeplejeklinik, når de har brug for behandling.
 Kommunen råder over seks sygeplejeklinikker der blandt andet tager sig af opgaver som sårbehandling, øjendrypning, måling af blodtryk, opfølgning på kroniske sygdomme m.m.
 Ifølge Jeanette Blicher Rumph, funktionsleder i Sundhedscenter Horsens, er det et stort plus for borgerne, at de aktivt selv kan komme i klinikken efter forud aftalt tid og ikke længere behøver at sidde derhjemme og vente på, at hjemmesygeplejersken når frem til dem.
 - Nu får borgerne mulighed for selv at være medbestemmende vedrørende tiden i klinikken. De kan også få mere diskretion omkring deres sygdom i og med, at hjemmesygeplejens bil ikke længere holder ude foran deres dør.
 Og der er andre sidegevinster forbundet med omlægningen, mener Jeanette Blicher Rumph.
 - Vi håber jo på, at borgerne i forbindelse med klinikbesøgene kommer mere ud. Måske slår de lige et smut forbi aktivitetscentret/plejecentret og drikker en kop kaffe med andre i caféen. De kan også kombinere en indkøbstur eller hjemturen fra arbejde eller skole med et besøg på klinikken. Alt sammen vil det styrke deres mulighed for at klare tingene selv. Og i de tilfælde hvor en borger har svært ved at komme hen på klinikken, kan en pårørende eller andre måske træde til, siger Jeanette Blicher Rumph og understreger, at de borgere, der har behov for det, fortsat vil blive behandlet i eget hjem.
 Med omlægningen bliver sygeplejerskernes arbejdsvilkår også forbedret. De kan arbejde i klinikker, der er indrettet til formålet. Samtidig undgår de spildtid på landevejen, hvilket giver sygeplejen bedre mulighed for fortsat at kunne levere sygeplejeydelser i en tid, hvor hospitalet udskriver borgerne hurtigere end tidligere.
 Horsens Kommune råder over seks sygeplejeklinikker: fem i Horsens og en i Brædstrup.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025