Flot debutalbum: Sange for Voksne



Eskild Dohn er af de fleste kendt som guitarist i Lars Lilholt Band, som han har turneret med i knap 10 år. Sideløbende har han desuden komponeret melodier til en række andre danske artister og skrevet musik til både teater og tv. Nu udgiver han endelig et album i eget navn, som har fået titlen: ”Sange for voksne”. Sangene er på dansk og taler direkte til lytteren med en vedkommende autencitet, der er usædvanlig for popudgivelser i Danmark. Albummets titel ”Sange for voksne” udgør både en ironisk kommentar til den påtagede ungdommelighed, som dominerer mediefladen, og en markering af, at emnerne på albummet bestemt ikke er for børn.
 - De bedste tekster kommer indefra og forholder sig i sagens natur til, hvem man er, og hvor man befinder sig i livet. Her nytter ingen forstillelse. Jeg er selv efterhånden blevet voksen – og derfor må teksterne nødvendigvis også tage udgangspunkt i voksne temaer, siger Eskild Dohn.
 - Jeg er træt af overfladiske sangtekster, som ikke har noget på hjerte – ud over at rime på smerte.
 Mit ønske er i stedet at give lytteren en intens oplevelse af den krasse, ægte, dejlige, frustrerende, håbløse, udfordrende og rørende virkelighed, som den ser ud fra min synsvinkel. Jeg håber ad den vej at kunne nå et voksent publikum, som tør lade sig berøre – og som måske endda vil mærke et strejf af genkendelse eller forløsning i sangene.
 Musikalsk er ”Sange for voksne” præget af iørefaldende melodier, der befinder sig i grænselandet mellem pop, rock og folk. Albummet er produceret af H.C. Röder Jessen, der, ligesom Eskild Dohn, i en årrække har turneret med Lars Lilholt Band.
 På albummet medvirker nogle af landets dygtigste musikere, der hver især har sat deres personlige aftryk på sangene: Palle Hjorth (piano, mellotron, orgel), Lars Daugaard (trommer), H.C. Röder Jessen (bas, kor, percussion), Jakob Juul Nielsen (guitar), Tommy Lui Christensen (lap steel), Mikkel Schougaard (percussion), Knud Møller (akustisk slideguitar)
Jacob Venndt (mundharpe), Per Kolling (trommer), Bjarne Langhoff Jensen (kor), Anna, Röder Jessen (kor), Martin Preisler (kor), Eskild Dohn (vokal, guitar, ukulele, trompet)
 Eskild Dohn kommer fra Horsens og bor i Gedved.
 Torsdag den 4. juni spiller Eskild Dohn med band på Klostertorvet i Aarhus kl. 17.00. Der er fri entré.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025