
Hovedgård IF tog tirsdag aften imod Lyseng på Hovedgård Stadion.
En lækker bane og en god kulisse fra tilskuerne lagde rammen for kampen som startede i et hæsblæsende tempo fra begge hold.
HIF var bedst i indledningen, og lykkedes både i sit presspil og med at spille sig ud af pres i sit opbygningsspil. De gode HIF takter blev hurtigt belønnet. Ca. 10 minutter var spillet, da Christian Overholm sparkede et hjørnespark som Lyseng keeperen fik pareret ud i feltet. Her stod Andres ”Menig” Albers klar og flugtede bolden ind over med- og modspillere, og bolden dalede ned til en 1-0 føring til HIF.
Hovedgård fortsatte takterne og gik aggressivt til værks – det samme gjorde Lyseng, men HIF stod godt i mod og meget fortjent kunne hjemmeholdet øge til 2-0. HIF’s topscorer Kasper Ø. Hansen scorede et rigtigt arbejdsmål, hvor han over 1/3 banelængde tog bolden med sig, sled sig forbi nærmeste forsvarer, og fra en spids vinkel fik afsluttet. Keeperen halvklarede og ”Ø” var selv først over riposten, og fik lagt bolden fladt ind ved forreste stolpe.
Resten af halvlegen var mere lige. Lyseng fortsatte i et højt tempo, men HIF stod godt imod, men faldt også automatisk lidt længere tilbage på banen. Lyseng fik dog ikke noget ud af anstrengelserne og HIF gik til pause med en 2-0 føring.
Fra starten af 2. halvleg fik Lyseng overtaget i kampen. HIF havde problemer med, at spille sig ud af presset, og efter kun 5 minutter blev Lyseng belønnet for deres gode start. Reducering til 2-1 og nervøsiteten spredte sig hos hjemmeholdet.
HIF har dog mange strenge at spille på, og når spillet ikke lige flyder kan man udnytte at man også er stærke i omstillingerne. En af HIF’s farligste i denne disciplin er Christian Overholm. ”O” blev sendt dybt og med en forsvarsspiller på siden af sig, tog han et par træk mod målmanden, og som så mange gange før, lagde han bolden fladt ind forbi keeperen og scorede sikkert.
3-1 og nu gik gassen af Lyseng-ballonen.
Næste på tavlen var Jonathan ”Don” Christensen. Lyseng målmanden var kommet langt ud af sit mål og clearede bolden op midt i banen. ”Don” opfangede hurtigt situationen, og selv om han blev hårdt presset, kom han først på bolden, og fra ca. 35 meters afstand first timede han bolden i nettet. 4-1 og HIF kørte på. Tilbagevendte Martin Simonsen var blevet skiftet ind med 20 minutter tilbage i kampen. Han viste igen gode offensive takter, og blev næste mand på tavlen. Kim ”Fynbo” Hansen førte bolden op gennem midten. ”Don” havde taget en position i højresiden, modtag bolden fra ”Fynbo” og herfra lagde han en millimeter præcis bold ind i panden på en fremstormende Martin Simonsen og HIF var på 5-1.
Med få sekunder igen lykkedes det HIF at komme på tenniscifre. Sune Simonsen har været ude i mere end et halvt år efter en skinnebens operation, og han fik et længe ventet comeback med 10 minutter tilbage. Han fejrede det med en assist fra højrekanten, ind i forreste område, hvor Alexander Kruse kom foran Lyseng-keeperen og forsvaret, og prikkede bolden i nettet til slutresultatet 6-1.
- En flot kamp af HIF, der efter kampen modtog mange rosende ord fra tilskuerne – den offensive tilgang til tingene er helt sikkert populær blandt HIF’s trofaste fodboldpublikum, siger træner Dan Lynge Mikkelsen.
Efter kampen blev allestedsnærværende Kasper Ø. Hansen og HIFs bundsolide keeper Marc Kristiansen kåret til dagens bedste HIF’ere.