Hovedgårdsejr trods sløj indsats



Arkivfoto

Søndag den 3. maj skulle en perfekt uge for Hovedgård IF afsluttes efter sejre over Skanderborg og Lyseng søndag og tirsdag. På udebane ventede Horsens Boldklub som har haft store problemer i sæsonstarten, hvor der har været stor udskiftning i både truppen og på trænerfronten. Deres seneste resultater har dog peget i retning af bedre tider.
 Og HB indledte da heller ikke kampen som det bundhold som stillingen pt. gør dem til. De var ihærdige og dygtige i presset og godt organiserede på banen.
 HB sad tungt på spillet det meste af 1. halvleg, men havde dog problemer med at låse et godt organiseret HIF hold op, kom ikke til de store chancer, og måtte ty til lange bolde  –  til gengæld kom de til mange angreb, som førte til dødbolde, og de havde vel 8-10 hjørnespark i løbet af 1. halvleg.
 HB fik dog ikke noget ud af anstrengelserne i 1. halvleg, og stedet var det HIF, der kunne straffe HB i den anden ende, da de udnyttede de mellemrum HB’s høje pres skabte. Christian Overholm og Thomas Nielsen kombinerede op ad venstrekanten, og bolden blev lagt ind til Jonathan ”Don” Christensen, som et par meter udenfor feltet bragede bolden over HB keeperen til en noget ufortjent Hovedgårdføring på 1-0.
 Stillingen holdt til pause,n hvor HIF især havde fokus på, at finde løsningen til at presse HB i deres opbyggende spil.
 2. halvleg startede dog ikke som håbet for Hovedgård. Efter kun 2 minutter scorede HB direkte efter hjørne, og opgøret var helt åbent igen.
 HIF lykkedes bedre med, at få presset HB lidt længere tilbage på banen, og kom også langsomt bedre med i kampen. HB var dog fortsat farlige og Marc Kristiansen måtte diske op med en stor redning alene med en HB spiller.
 HIF er dog knivskarpe i omstillingsfasen. Alexander Kruse lagde en bold fra venstre kanten diagonalt til Kasper Ø. Hansen på højrekanten – bolden så egentlig ud til at gå udover baglinjen men ”Ø” jagtede den, og lykkedes lige præcis med at nå den, og lægge den indover til ”Don” som med sit 2. mål igen bragte HIF i førerposition.
 Gassen gik lidt af HB ballonen herefter, men de var dog stadig godt med. HIF gav ikke mange chancer væk, og lurede hele tiden på kontramuligheden. Den kom bl.a. efter hjørnespark, hvor bolden blev ført frem, spillet ud til ”Ø” på højrekanten, som fandt en fremstormende Martin Simonsen, der lagde bolden ind under HB keeperen til 3-1.
 Alexander Kruse fik lov at lukke og slukke – Kasper Ø. Hansen spillede ham dybt fra midten. HB’s offside fælde kiksede, og Kruse scorede sikkert alene mod HB keeperen.
 - På papiret en overbevisende sejr – men en uafgjort havde nok været mere retvisende. Dejligt med 3 point og plus 3 på målscoren en dag hvor ikke alt kører, siger træner Dan Lynge Mikkelsen.
 I næste runde venter nu et vaskeægte topopgør mod Horsens Freja som har 16 point for 6 kampe, mens HIF har 15 for 6 kampe.
 Kampen spilles på Hovedgård Stadion lørdag den 9. maj kl. 15.30.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025