Østbirk klædt af i Odder



Tirsdag aften var Østbirk IF’s serie 3 herrer på en svær opgave i Odder mod 2. divisionsreserverne. Odder havde vundet 3 af deres første 4 opgør, og var kun besejret af topholdet AIA/Tranbjerg, holdet som Østbirk i kampen forinden som de første havde taget point fra.
 Det viste sig hurtigt på kunstgræsbanen i Odder, at de blå reserver var en stor mundfuld for de grønne. Kampen var meget ung, da hjemmeholdet bragte sig i front, og satte sig på opgøret. Efter et kvarters spil fik Østbirk dog et overtag, og omkring disse 10 minutter, spillede de grønne rigtig flot fodbold. Allan Olesen fandt efter 18 minutters spil Stefan Nielsen, og veteranen scorede usvigeligt sikkert til udligning 1-1.
 Hen mod den halve time pressede hjemmeholdet dog uimodståeligt på, men uheldigt for ØIF var det alligevel at Stefan Nielsen og målmand Jonas Meineche misforstod hinanden, og Stefan blev noteret for et selvmål. 2-1 var stillingen ved pausen.
 I anden halvleg kæmpede de grønne flot, men den blå fodboldmaskine fungerede fremragende. 2 scoringer i halvlegens start til 4-1 tog spændingen ud af kampen, og en serie af flotte redninger fra Jonas Meineche forhindrede et stort nederlag til ØIF, der dog fightermæssigt godt kunne være indsatsen bekendt mod overmagten.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025