Lørdag eftermiddag tog Østbirk IF’s serie 3 herrer hul på turneringen mod bogstavskombinationen EIF/NSG, fra Ejstrupholm og Nr. Snede, der i lørdagens opgør havde hjemmebane på det flotte stadion i Ejstrupholm.
Starten for de grønne Østbirkspillere blev noget nær perfekt. Efter 3 minutter blev Jakob Stougaard slagtet og trak en 10 minutters pause til en af de hvide spillere, anfører Allan Olesen helflugtede kort efter udeholdet i front og derefter fulgte Nicolai Holst op på afslutningen fra hjemvendte Neno Petkovic, og så var stillingen 2-0. Det blev til mange flotte angreb fra ØIF, der sagten kunne have ført med både 4 og 5 mål ved pausenfløjtet. En flot afslutning fra Rasmus Baastrup havde fortjent bedre skæbne end akkurat at blive fistet over overliggeren på en flot redning af bogstavkombinationens keeper.
2. halvleg nåede ikke førstes højder. Østbirk var klart dominerende, og efterhånden som halvlegen skred frem og indskiftede Stefan Nielsen tog en meget nem scoring efter Neno Petkovic’ forsøg, og også indskiftede Rasmus Vangsøe via en modstanders fod øgede til 4-0, gik gassen af hjemmeholdet. En halvklaring af tilbagevendte Kasper Ballegaard i Østbirkmålet endte dog med en reducering til 4-1.
Niels Petersen sendte det sidste stød ind på hjemmeholdet, da han resolut sendte bolden i nettet til 5-1 fra kanten af feltet.
Det blev en yderst fortjent og lovende sejr i premieren til Østbirk. Og iøvrigt en flot præstation af dommer Søren Frederiksen