
Cecilie Nielsen blev kampens spiller.
Onsdag spillede Østbirk IF’s U12 piger deres anden kamp i turneringen. På hjemmebanen i Østbirk skulle pigerne rejse sig efter sidste uges dårlige kamp. Modstanderen var Sejs Svejbæk for tredje gang på 6 uger, og for tredje gang vandt Sejs Svejbæk, denne gang endte kampen med et nederlag på 5-2 for Østbirkpigerne.
Østbirk kom ellers foran 1-0 efter 5 minutters spil, målscorer Laura Jakobsen, men på 10 minutter midt i halvlegen scorede Sejs Svejbæk 3 mål, og gik til pause med en føring på 3-1.Anden halvleg blev en lang jagt af Østbirkpigerne og efter 17 minutters spil reducerede Karoline Langpapp til 3-2. Så blev presset sat ind for en udligning, men på en kontrascoring 5 minutter før tid lukkede Sejs Svejbæk kampen, og de fulgte op med en scoring i de sidste sekunder.
Østbirks træner Kurt Pedersen roste efter kampen pigerne for en god fight. De skabte en del målchancer, sagde træneren der havde ros til modstanderens målmand for en god kamp. Endnu en gang ærgrer han sig over at modstanderne fik for nemme mål. Han roser specielt de 2 angribere Laura Jakobsen og Karoline Langpapp for godt samspil.
- Kan de udvikle det, kan de score mange mål.
Der var også stor ros til 2 af de nyere piger på Sara Ølgaard og Cecilie Nielsen.