Vi har netop afsluttet årets første store emne, som var "de danske fugle". Her har vi kigget på udstoppede fugle, tegnet fugle, sunget om fugle og haft en kompetent forælder ude at holde et oplæg om fugle. Børnene har virkelig arbejdet interesseret og engageret med emnet og lært en masse. Vi har også været på ture og "samlet " på fugle, som vi har set. Alle mulige såsom: spurve, duer, svaner, gæs, musvåge, bogfinke, solsort, krager, råger, alliker, musvit, blåmejse, rødhals mf.
Nu skulle årets første cykeltur kombineres med jagten på en isfugl, som er meget sky. Men kombinationen af børnehavebørn og isfugl viste sig at være noget optimistisk. Vi fik ikke indlemmet den i vores samling- denne gang.
Det ødelagde dog ikke den dejlige oplevelse, det var, at få vind i håret og komme ud til broen og lege ved vandet. Hvilket også giver en god appetit. Ca. 3 1/2 time senere vendte en flok glade, trætte og oplevelses mætte børn og voksne tilbage.