
Umiddelbart lyder det som en god ide, når Århus Kommune vil til at undervise byens 4. klasses elever i radikalisering, ekstremisme, terrorisme og alle de uhyrligheder, der følger med. Der er dog et stort men, for man har i årevis brugt mill. af skattekroner i forebyggelsesøjemed, men det har desværre vist sig, at være til ingen verdens nytte, for der har aldrig været så stor tilslutning til disse ekstremistiske miljøer, som der er nu. Man kan altså ikke forebygge sig ud af alt ting og selvom det ikke er politisk korrekt, så er man altså nødt til, at forholde sig til det, der reelt er problemet. I Århus har vi Grimhøjmoskeen, der ud over at være moske for en flok svært afstumpede ekstremister også i fremtiden vil danne ramme om en koranskole. Denne ekstreme moske har sendt flere krigere i hellig krig rundt om i verden, den opfordrer til drab på jøder og bifalder brugen af selvmordsbomber på civile, ligesom man fra moskeens side støtter op om islamisk stat, som man på sigt håber vil kunne erobre verdensherredømmet.
Jeg vil tillade mig at spørge Benjamin Simsek om, hvilken effekt man fra Århus Kommunes side regner med, at den forebyggende indsats vil have på Grimhøjmoskeens brugere. Jeg mener selv, at den eneste brugbare løsning på dette betændte problem er en tvangslukning af moskeen og den dertilhørende koranskole. Det lader sig gøre jf. grundlovens §78 stk. 2 . Det vil dog kræve, at man fra politisk side tør tage ansvar over for de problemer, som den politiske korrekthed igennem årtier har forvoldt Danmark.