Fra professionel håndboldspiller til kommunal kontorelev



Én gang kommunal – altid kommunal. Måske er den konklusion lige firkantet nok, men et faktum er det, at unge holder fast i deres uddannelse - og senere job - når de starter som kontorelever i Horsens Kommune.
 Hvert år optager Kommunen otte administrative elever ud af et ansøgerfelt på ca. 200.
 - Vi stiller krav til eleverne men ud fra individuelle kriterier. Nogle skal måske have lidt ekstra støtte i forløbet, men jeg har endnu ikke oplevet unge, der har fortrudt deres valg. Tværtimod. Indtil videre har samtlige elever afsluttet uddannelsen, og de har efterfølgende fået et fast job eller et vikariat i Horsens Kommune, fortæller HR-konsulent Kim Enghoff.
 I år er syv kvinder og én mand blevet introduceret for den kommunale verden inden for forskellige områder.
 Den enlige hane i kurven - Simon Madsen - er tidligere professionel håndboldspiller men har måttet opgive at spille på topplan på grund af en skade. Men det er han ikke ked af.
 - Jeg har før snust til den kommunale verden i et job som pædagogmedhjælper i en daginstitution, og jeg synes, den er spændende, fordi den berører os alle.
 Det var en kammerat, som opfordrede Simon til at søge elevpladsen, og de næste to år skal han arbejde med opgaver inden for områderne Uddannelse og Arbejdsmarked og Borgerservice. Olivia Andersen har fået elevplads i Jobcentret og Velfærd og Sundhed. Det passer hende fint, da hun interesserer sig meget for integrationsopgaver.
 - Lige nu har jeg det lidt, ligesom om det var første skoledag. Jeg ved ikke, hvad jeg skal lave, men jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang, siger Simon, der har i sinde at overføre sit konkurrencegen fra håndboldverdenen til sin nye arbejdsplads.
 - Jeg vil gerne være den dygtigste til jobbet, og den indgang til jobbet er der alle muligheder for at forfølge – også på en kommunal arbejdsplads.

For at få en elevplads i Horsens Kommune skal eleverne have afsluttet en EUX. Eleverne skal kunne arbejde selvstændigt. Horsens Kommune udpeger de områder, eleverne skal arbejde med. Ledere og kontaktpersoner tager imod eleverne ude på praktikstederne.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025