Fravalg af revisor øger usikkerheden



Mikael Tipsmark fra organisationen Arbejdsgiverne skriver den 31. juli i Østbirk Avis, at han personligt ikke ser nogen merværdi for en virksomhed ved at have et revideret regnskab, fx når de skal låne penge i banken. Tallene viser dog, at revisionen faktisk gør en forskel. Det gælder også for erhvervslivet i Østjylland.

En opgørelse fra kreditvurderingsbureauet Experian viser, at seks ud af ti reviderede virksomheder uden anmærkninger får den bedste kreditvurdering. Til sammenligning får kun godt tre ud af 10 virksomheder uden revision den bedste vurdering. Konklusionen er altså, at et revideret selskab med styr på sagerne har bedre lånemuligheder i banken.
Omvendt er det kun ét ud af ti selskaber, hvor revisionen fører til en anmærkning fra revisor, der opnår den bedste kreditvurdering.

Når det kommer til fx risikoen for konkurs overser Tipsmark, at andre virksomheder, samhandelspartnere og banker har værdi af informationen fra revisor i de offentligt tilgængelige regnskaber.
I næsten 40.000 selskaber har revisor rejst mindst ét advarselsflag. Eksempelvis har revisor i ca. 15.000 selskaber skrevet, at den pågældende virksomhed har udfordringer med at overleve de næste 12 måneder. Det, synes vi, er værdifuld viden for den virksomhed, som måske står over for at skulle levere en palle varer til en sådan virksomhed.

Disse oplysninger er bogstaveligt talt fejet ind under gulvtæppet, hvis revisionen er fravalgt, og det skaber alt andet lige større usikkerhed for alle andre virksomheder. Dermed kommer andre virksomheder måske i unødigt grad til at bøde for de virksomheder, som ikke har styr på økonomien og som ikke har samme sikkerhed og gennemsigtighed, som en revideret virksomhed har.  

Som en virksomhedsejer tidligere i år sagde i et andet medie: ”Da vi var blevet et ApS, ønskede vi at opstille og udsende det første regnskab så hurtigt som muligt, så potentielle kunder kunne se vores tal. Jeg undersøger jo også selv, om mine nye kunder har en god økonomi.”

Virksomhederne har i dag flere valgmuligheder i samarbejdet med deres revisor. Vi er sikre på, at de østjyske virksomheder sammen med deres samarbejdspartnere, banken og revisoren finder den mest optimale løsning. Det kan være en mindre omfattende ydelse end revision, men i mange tilfælde vælger virksomhederne at få en revision, for der er mere tiltro til en revideret virksomhed end en ikke-revideret virksomhed.
 

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025