Frivillige flokkes om seniorfestival



Frivillige flokkes om at få lov til at give en hjælpende hånd med Horsensegnens Kulturfestival 2015 for seniorer, der holdes i juni på fem forskellige aktivitetscentre i Horsens Kommune. Over 120 frivillige har meldt sig på banen.
 - Noget af festivalens formål er at få flere frivillige på banen, og det er i allerhøjeste grad lykkedes. Over 120 frivillige har sagt ja til at give en hånd med til opgaver lige fra PR-arbejde til borddækning, billetsalg m.m. Lige nu arbejder vi på højtryk for at fordele opgaverne, fortæller Kirsten Høllsberg Wilkens, der er aktivitetsmedarbejder på Hatting Centret og koordinator i festivalens PR-gruppe.
 Hun tilføjer, at de frivilliges interesse afspejler den store interesse, der generelt har været for Kulturfestivalen, siden den blev holdt første gang i 2013. Her deltog ca. 1000 60 + i de fem festivaldage.
 Elisabeth Finnerup Rasmussen er én af de mange frivillige, som allerede i 2013 vidste, at hun også skulle være med i 2015. Hun er fortrinsvist involveret i PR-arbejde med at planlægge produktion af foldere og plakater m.m.:
 - Det kræver meget forarbejde at skabe rammerne for så omfattende en begivenhed, så vi knoklede virkelig i 2013. I år ér forarbejdet lavet, og tingene glider lidt nemmere. Men det er virkelig stort og spændende at være med til.
 Lissi Voss Jepsen, har sin debut som frivillig i år.
 - Efter at have deltaget i festivalen i 2013 var jeg klar over, at jeg bare skulle med som frivillig i 2015. Det er en fantastisk festival med masser af aktiviteter og underholdning på et godt niveau.
 Programmet for Horsensegnens Kulturfestival 2015 er klar. Nogle af højdepunkterne bliver underholdning med den klassiske sanger Trine Gadeberg og Kristian Lilholt Trio, et foredrag med forfatteren Bjarne Nielsen Brovst og meget mere.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025