
Esben Jensen scorede til 2-0 for Gedved/Egebjerg IF.
Lørdag skulle Gedved/Egebjerg IF U17 spille deres første kamp i træningsturneringen mod FC Horsens på JKE Design Arena.
Der blæste en vældig vind på langs ad banen, men med god lodtrækning lykkedes det for GIF/EIF at få medvind i første halvleg. Medvinden gjorde at GIF/EIF fik startet med tålmodighed, og forsøgte at sætte spillet op ved pasninger op ad banen. Dette gav også et par gode muligheder, hvor Morten Hjerrild Christensen tog nogle flotte lange løb op ad kanten, men de gode indlæg fik GIF/EIF ikke udnyttet.
Efter ca. 10 minutter fik GIF/EIF en stor chance, som bliver reddet på FC-stregen – hvem der lige havde fod eller hoved på var meget svært at se, men GIF/EIF var i hvert fald tæt på en føring. Fem minutter senere får GIF/EIF frispark i venstre side – lidt langt udefra, men Thomas Larsen udnyttede vinden og sparkede på mål til scoring til 1-0.
Herefter fortsatte GIF/EIF presset i medvinden, og der blev kombineret rigtigt flot mellem spillerne, men når de kom i nærheden af FC Horsens’ straffesparksfelt var FC dygtige til at få angrebene stoppet.
K ampen var en smule hård på dette tidspunkt, og spillerne gik hårdt til hinanden, hvortil dommeren meget fint pointerede, at næste gang – så ville det give gult kort.
Nicklas Sørensen i målet havde ikke mange berøringer i første halvleg. FC Horsens havde få angreb, men uden at blive rigtigt farlige. Efter 32 minutter kommer GIF/EIF igen igennem i venstre side, og bolden blev spillet op til Lasse Hovgesen, som havde en skudmulighed, men fornuftigt spillede han bolden videre til Esben Jensen, som efter en berøring sendte bolden i mål via indersiden af stolpen. Flot opspil som resulterede i et flot mål.
I halvlegen fik GIF/EIF lavet aftaler om vigtigheden ved at holde bolden ved græsset i anden halvleg, og efter kun tre minutter i 2. halvleg spillede Oliver Rasmussen en flot stikning til Anders Juhl, men FC Horsens’ målmanden reddede i flot stil.
FC Horsens fik naturligvis mere spil i 2. halvleg, men rigtig farlige blev de vel aldrig – i stedet var GIF/EIF tæt på et par gange mere, men den allersidste skarphed foran målet manglede.
En god start på træningsturneringen med en udesejr under vanskelige forhold, og en rigtig god præstation af alle 13 mand.
Næste kamp er på hjemmebane i Egebjerg søndag formiddag kl. 10.00 mod Stensballe
Søndag eftermiddag spillede U19 ligeledes mod FC Horsens på JKE Design Arena, og det var stadig blæsende – dog ikke så kraftigt som lørdag. Gedved/Egebjerg startede i modvinden og prøvede at spille sig stille og roligt op ad banen. Det lykkedes til tider ganske pænt, og efter 16 minutter kommer GIF/EIF foran ved Adis Suhonjic efter en flot assist fra Mathias Thomassen. Et flot angreb som resulterede i en 1-0 føring.
På dette tidspunkt havde GIF/EIF dygtigt afværget FC Horsens angrebene, men FC kom mere og mere med i spillet, og fik overtaget hvad chancer angik. Nikolai Wolhardt havde flere gode redninger, og han var stærkt medvirkende til at Gedved/Egebjerg gik til halvleg med en 1-0 føring.
Rune Laursen måtte uheldigt for gæsterne udgå i første halvleg med et vrid i knæet, men forhåbentlig har GIF/EIF ham hurtigt tilbage igen.
2. halvleg lignede meget 1.halvleg med lige meget spil til begge sider, men FC Horsens var lige en smule bedre foran målet, og fik scoret to gange i 2. halvleg, så kampens resultat blev en sejr til FC Horsens på 2-1.
- Uafgjort havde vel været ok, men vi må erkende, at vi i dag havde svært ved at komme til de åbne chancer efter vores 1-0 føring, siger Adnan Suhonjic og Jan Larsen, Gedved/Egebjerg IF.
Næste kamp for U19 er på udebane mod Kolding Syd den 22. marts 2015.