Genåbningen af Vedslet Kirke blev et tilløbsstykke



- Vi har savnet vores kirke i de her 8 måneder den har været lukket. Vi har altså brug for den. For vi bruger vores fine lille kirke, sagde sognepræst Anne Marie Vrang Poulsen efter den officielle genåbningsgudstjeneste af Vedslet Kirke torsdag aften før St. Bededag.
 Den officielle genåbning, for faktisk var kirken allerede taget i brug efter restaureringen. Søndagen forinden var 7 elever fra Hovedgård Skole blevet konfirmeret i den flotte, nyrestaurerede kirke.
 - Til jul savnede vi kirken så meget at menighedsrådet stillede an til julegudstjeneste i Grumstrup Forsamlingshus. Det er velsignet at være præst i et sogn, der ikke vil undvære sin julegudstjeneste selvom deres kirke er lukket.
 Anne Marie Vrang Poulsen, takkede håndværkerne, og for bevillingen til restaureringen, der var udført med engagement og sjæl, og forståeligt var sognepræsten både glad og stolt over resultatet.
 Forinden fortalte arkitekt Bruno Viuf Larsen om tankerne bag restaureringen.
 - Vi har ryddet op, for det er jo det man gør, indledte Bruno Viuf Larsen. Et kirkerum som i Vedslet, har været brugt i mere end 800 år. Skibet er fra ca. 1200. Gennem tiden kommer der bænke til, nyt orgel, døbefonten flyttes, rummet bruges så at sige. På et tidspunkt bliver der for trængt, og der skal ryddes op - og så trængte der også til at blive malet, sagde arkitekten med et smil.
 Hele restaureringen er forgået mellem forskellige instanser som Nationalmuseet og Aarhus Stift. Vedslet Kirke er blevet nykalket indvendig, bænkene er blevet malet i en blød, sort nuance. Forinden har de været ude af kirkerummet, noget af træet er udskiftet og resultatet er en fryd for øjet. Døbefonten er flyttet et stykke ned i kirken, og alterbænken er blevet forkortet, så koret har mere plads. Himmel og alter har været nede og også orgelet og gulvet har fået en omgang. Vinduerne er restaureret.
 - Alt glasset fra vinduerne har været et tur i min opvaskemaskine kunne Anne-Lise Jørgensen fortælle om projektet. Anne-Lise Jørgensens mand, Poul Erik Jørgensen har lavet tømrerarbejdet og i det hele taget har projektet haft mange lokale involveret, med menighedsrådets formand Linda Helene Jørgensen i spidsen.
 Selve genåbningen foretog biskop Kjeld Holm og provst Annette Bennedsgård. Anne Rahbek på cello og Pernille Böser på fløjte fyldte sammen med Ulla og Olav kirkerummet med smukke toner, og de fortsatte efter gudstjenesten, hvor menighedsrådet var værter ved varme hveder til alle som afslutning på en festlig indvielse af Vedslets ”nye” kirke.
 Som Anne Marie Vrang Poulsen udtrykte det:
 - Vi har fået meget mere symmetri i kirkerummet og et helt andet syn op mod alteret og meget mere plads i koret, så er der nogle af jer, der gerne vil giftes, så bare kom ...

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025