
Fra januar 2018 vil alt madaffald fra borgere i Horsens Kommune blive genanvendt lokalt.
- Vores bananskræller og gammelt brød kommer til at gøde de østjyske marker, og derefter måske ende i grønsagsdisken hos den lokale købmand, siger afdelingsleder i Affald og Genbrug Marie Lindberg Tefre.
I dag bliver madaffaldet kørt til Sjælland for at blive genanvendt. Men det holder fra årsskiftet.
Daka ReFood vandt nemlig kommunens udbud om håndtering af madaffald.
Madaffaldet skal behandles på deres anlæg hos Horsens Bioenergi. Her laves der biogas af madaffaldet og bagefter køres resten – gødningen - ud på markerne.
Og det er en løsning, som formanden for Teknik og Miljøudvalget i Horsens Kommune, Ole Pilgaard Andersen, er rigtig glad for.
- Det er godt, når vi finder metoder til at anvende vores affald som en ressource. Det er cirkulær økonomi, når vores madaffald kan bruges igen helt lokalt. Det er også godt, at vi kan minimere kørslen på motorvejene, som i forvejen er alt for belastet. Nu bliver madaffaldet inden for kommunegrænsen, siger Ole Pilgaard Andersen.
Hos Daka ReFood er de glade for at skulle stå for transport og genanvendelse af det indsamlede madaffald i Horsens.
Forretningsområdechef Birger Parsberg Olesen udtaler:
- Vi har længe arbejdet med madaffald fra erhverv. Vi er rigtig glade for endelig at kunne tage fat på også at behandle dagrenovation, og så er det alletiders at starte i vores egen kommune. Det giver god mening og lokalt får vi næringsstoffer, energi og grønne arbejdspladser ud af det.
- Foruden forebyggelse og genbrug, så er sortering og genanvendelse en af nøglerne til, hvordan vores planet skal kunne holde i mange år endnu. Horsens Kommune og dens borgere viser initiativ og fremsyn ved at arbejde seriøst med den grønne omstilling. Det bliver også mere vedkommende som borger, når min lokale landmand nyder godt af, at jeg sorterer korrekt, fortsætter Birger Parsberg Olesen.