Genbrugstrold og grillpavillon rykker ind ved Lystbådehavnen i Horsens



Området omkring Lystbådehavnen i Horsens bliver endnu sjovere at besøge i den kommende tid for byens børnefamilier, besøgende og gæstesejlere. En ny ”beboer” er nemlig flyttet ind på græsarealet ved Langelinie, og endda en helt særlig én af slagsen.
 Gennem den sidste uges tid har genbrugskunstner Thomas Dambo hamret, savet og modelleret en ny træskulptur specielt til Langelinie-området i Horsens. Træskulpturen, også kaldet ”Trolle Troels”, er udformet som en ca. 5 meter høj stående troldefigur, som i sin udstrakte højre arm holder en gynge.

Genbrug ind til troldebenet
Selve troldeinstallationen er skabt af genbrugs- og overskudstræ fra lokale virksomheder omkring Horsens, og hele installationen er opbygget med hjælp fra bl.a. en håndfuld lokale elever fra tømrerlinje på Learnmark. På toppen af troldens hoved gror levende hår i palletanke i form af overskudsplanter doneret fra Bygholm Park.
 Genbrug og genanvendelse er dermed et gennemgående element i hele skulpturen, og det er bestemt ikke en tilfældighed. Kunstner Thomas Dambo har nemlig fokus på genbrug, genbrugskunst og ikke mindst genanvendelse af overskuds og restmaterialer, når han bygger og skaber kunstneriske værker og installationer – uanset om det er til gaderne i København, en gadekunstfestival i Puerto Rico eller til Langelinie i Horsens.
 Den nye troldeskulptur er Thomas Dambos andet værk i Horsens, da han i 2013 også besøgte byen for at opsætte små kunstneriske genbrugs-fuglehuse i Vitus Berings Park.

Nyt opholdsområde til Langelinie
Men Lystbådehavnen byder ikke kun på vand- og gyngeleg. Fra starten af juni påbegyndes byggeriet af en grillpavillon til området; et opholdsområde, hvor besøgende, gæstesejlere og familier på tur kan nyde en kop medbragt kaffe, hygge om fællesgrillen, spise en is eller blot søge ly for vind og vejr.
 Målet for det nye opholdsområde er, at understøtte de aktiviteter, der dagligt foregår i området, og ikke mindst tilbyde en overdækket opholdsplads for de mange gæstesejlere og besøgende, der hvert år lægger vejen forbi Horsens – hvad enten det er til søs eller til fods.
 Grillpavillonen er tegnet af Ginnerup Arkitekter i samarbejde med Stormsalen og udviklet med inddragelse af lokale aktører og foreninger ved Lystbådehavnen.

Fælles åbning og rejsegilde den 6. juni
Lørdag den 6. juni kl. 13 markerer Mærk Byen de nye tiltag med en kombineret åbning for den nye troldeskulptur og et rejsegilde for den kommende grillpavillon. Dagens program byder på åbningstale ved borgmester Peter Sørensen med efterfølgende mulighed for gyngetur og grillhygge for alle horsensianere ved Lystbådehavnen i Horsens.
 Åbningsdagen er samtidig optakt til åbningen af Jernlageret, et nye sommerområde på havnen i Horsens, som åbner kl. 14 samme dag. Komediehuset vil derfor også være til stede på dagen for at guide interesserede fra Lystbådehavnen til Jernlageret – alt sammen med hjælp fra deres spektakulære parade ”Parade Com Figuris”.
 Troldeskulpturen og den kommende grillpavillon er skabt som led i årets Mærk Byen-projekter for at understøtte havneområdet og tilbyde gæster og besøgende nye oplevelser på gåturen ved Lystbådehavnen. De nye tiltag er samtidig et supplement til de populære vandpontonner og kabelfærger, som blev opsat ved Lystbådehavnen i 2014, og som genopsættes til den kommende sommerperiode.
 

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025