
Demenssygdom påvirker alle i familien, men med de rette værktøjer, kan man få hverdagen til at fortsætte mest muligt som den plejer, siger ergoterapeut Jeanette With Lindér og demenskonsulent Sara Lund Laugesen, som begge står for undervisningen.
Demensteamet i Horsens Kommune tilbyder pårørende til personer med demens og andre interesserede undervisning og foredrag om at forstå og håndtere sygdommen.
- I undervisningen tager vi en positiv tilgang til sygdommen, hvor det handler om, at både personen med demens og de pårørende kan leve livet videre med livskvalitet. Vi giver gode råd til, hvordan man kan planlægge almindelige dagligdags aktiviteter, så både personen med demens og den pårørende fortsat har en meningsfuld hverdag. Det handler om - med få ændringer - at kunne gøre det, man altid har gjort, siger ergoterapeut Jeanette With Lindér.
Der er tre forskellige undervisningsgange/foredrag med temaerne: Hvad er demens?; Overvejelser om fremtiden, jura og plejebolig, samt et foredrag med en pårørende, Niels Daugaard, som fortæller om, hvordan hans kones sygdom forandrer hverdagen i familien.
Undervisningen og foredragene varer to timer ad gangen og foregår i perioden den 20. april til 20. maj på Plejecentrene Ceres Centret, Søndergården og Nørrevang.
- Vi vil gerne sikre, at pårørende, som ofte står i en svær situation, er så godt klædt på som muligt med viden om sygdommen. Vi anbefaler, at man følger alle tre undervisningsgange, men man er også velkommen til blot at udvælge, det, man synes giver mest mening, siger demenskonsulent Sara Lund Laugesen.