
Håndværkerfradraget minimerer ikke sort arbejde. Det er unødvendigt i en branche, der boomer. Og så rammer det socialt skævt. Så bastante er udmeldingerne fra Radikale, SF, Socialdemokraterne og regeringspartiet Liberal Alliance efter at jeg på vegne af DF har valgt at gå i brechen for at der også skal være et håndværkerfradrag efter nytår.
Lad os tage påstandene én for én. Først og fremmest er der ikke belæg for at fradraget minimerer sort arbejde, mener de andre partier og bygger bl.a. påstanden på en rapport fra Rockwool Fonden, som ellers fastslår, at andelen af sort arbejde er faldet med 20 procent siden 2010 - netop som konsekvens af en række politiske initiativer, herunder håndværkerfradraget som startede i 2011. Kritikerne mener imidlertid ikke, at der er evidens for, at håndværkerfradraget har haft en effekt på Rockwool Fondens tal, men man kunne passende spørge, om modstanderne af håndværkerfradraget har evidens for, at de ikke har?
For det andet mener kritikerne, at opsvinget i byggebranchen retfærdiggør en afskaffelse af fradraget. De glemmer dog det faktum, at konjunkturer skifter og at ordningen faktisk udløber om 10. måneder hvis ikke der kommer en ny aftale. Således kan de jo ikke bruge ordresituationen nu til at legitimere en fjernelse efter næste årsskifte. Det er også de meldinger som der fremføres fra eksempelvis Håndværksrådet og Dansk Byggeri.
Når vi i Dansk Folkeparti ønsker at gøre fradraget permanent, så er det netop for at skabe noget kontinuitet og stabilitet, så branchen og kunderne ved, hvad de har med at gøre. Det holder ikke, at den slags tiltag det ene øjeblik indføres, dernæst afvikles og så indføres igen.
Sidst, men ikke mindst så vil jeg gerne afvise påstanden om, at håndværkerfradraget rammer socialt skævt. Der påstås eksempelvis, at det primært er velstillede whiskybælteborgere, der får glæde af fradraget, men ifølge tal fra Dansk Byggeri er ordningen mest udbredt i Nordjylland blandt mennesker med fuldstændig gennemsnitlige indkomster.
Det ærgrer mig, at Radikale, SF og Socialdemokraterne, samme med regeringspartiet Liberal Alliance, er så forhippede på at afvikle en ordning, der har så mange gevinster. Hos DF mener vi at fradraget skaber flere varige jobs og praktikpladser, giver flere penge i statskassen, fordi lysten til sort arbejde minimeres, og vi mener ikke mindst, at de mange boligforbedringer bidrager positivt til miljøet, mens det sikrer stabilitet og økonomisk vækst i branchen.
Med andre ord gør fradraget altså op med alle branchens akilleshæle. Ja, man kan vel egentlig sige, at det rammer hovedet på sømmet. Og hvem kan dog have noget imod det?