Hans Christian Schmidt bag underskriftsindsamling ”Flyt statslige arbejdspladser ud af København”



Det er blevet diskuteret op og ned af stolper - og den 21. maj blev et forslag om netop udflytning af statslige arbejdspladser stemt ned af Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Enhedslisten. Men slaget udkæmpes stadig. Og nu har Venstres Hans Christian Schmidt taget initiativet til en underskriftsindsamling på Facebook med overskriften ”Flyt statslige arbejdspladser ud af København”.
”I nogle egne af Danmark, hvor flere arbejdspladser i den grad står øverst på ønskelisten, ville det betyde alverden at få en statslig arbejdsplads placeret lokalt. F.eks. her i det sydjyske, hvor jeg kommer fra. Det ville selvsagt betyde jobskabelse og dermed tilflytning, som har en enorm betydning for udvikling og vækst i lokalsamfundet”, fortæller Hans Christian Schmidt om baggrunden for underskriftsindsamlingen. Hans initiativ bakkes op af flere andre markante venstrefolk i landet, nemlig – Troels Lund Poulsen, Lars Christian Lilleholt og Søren Gade.

Yderområderne skal have politisk bevågenhed

De 3 mener, ligesom Hans Christian Schmidt, at fordelingen af statslige arbejdspladser skal være mere ligelig i fremtiden, så ikke bare København, men også resten af landet kan få glæde af dem og de lancerer derfor også underskriftsindsamlingen i deres respektive kredse i henholdsvis Østjylland, på Fyn og i Nordjylland i dag.
“Siden 2011 er der ifølge et svar til Finansudvalget kommet tæt på 4.000 offentlige arbejdspladser til København og omegn, og i Østjylland er der kommet næsten 900 færre. Vi er simpelthen nødt til at få vendt strømmen, hvis ikke alle offentlige arbejdspladser skal ende i hovedstaden” siger Troels Lund Poulsen – og han suppleres af Lars Christian Lilleholt,
”Vi skal sikre vækst og udvikling i hele Danmark og hvis det skal lykkes så er det på høje tid at vi flytter arbejdspladser ud af København. Der flytter hver måned 1.100 mennesker til Købehavn, samtidig med at store dele af landet oplever en affolkning, så hvis vi skal sikre udviklingen i resten landet, så er vi nødt til at gribe ind. Nu skal vi ikke snakke mere, nu skal vi altså handle – og udflytning af statslige arbejdspladser, er en helt naturlig del af den plan”.
Og det er lige præcis handling, der skal til – det mener også initiativtageren til underskriftsindsamlingen,
”Vi skal simpelthen gøre mere for yderområderne i Danmark. Meget mere! Men det har ikke været let at få regeringen med på tiltag i den retning de sidste 4 år – og altså heller ikke på forslaget om udflytning af statslige arbejdspladser. Men det her er et af vigtigste områder at sætte ind. Og nu kan alle – uanset partifarve - være med til kæmpe for sagen sammen ved at skrive under på underskriftsindsamlingen”, opfordrer Hans Christian Schmidt.
 

Erfaringerne er gode - det virker andre steder

I dag ligger 36 af 43 statslige styrelser ifølge Jyllandsposten i hovedstadsområdet. Og det skal altså ændres, så fordelingen bliver mere lige – så også resten af Danmark får glæde af de statslige arbejdspladser, mener de fire garvede venstre folk. Og ideen om udflytning af statslige arbejdspladser er ikke bare en valgkampstanke grebet ud af det blå, understreger Søren Gade,
“Venstre har konkret foreslået at Geodatastyrelsen flyttes til Aalborg. Og vi flyttede faktisk allerede Sikkerhedsstyrelsen til Esbjerg med stor succes, da vi sidst havde regeringsmagten. Det her initiativ er det helt rigtige – og vi skal bare have så mange som muligt til at være med. Det handler om at starte den gode spiral, så vi kan vise, at vi både kan og vil – også udenfor København”, siger han.
Hans Christian Schmidt sad som formand for Landdistriktsudvalget for bordenden ved en stor høring i april, der netop omhandlede udflytning af statslige arbejdspladser.
”Det var uhyre vigtigt for mig, at få sagen belyst grundigt – og få de relevante fakta og erfaringer på bordet, så vi vidste på hvilket grundlag vi skulle handle. Vi fik blandt andet vendt, hvad man har gjort i England, hvor man har arbejdet målrettet med udflytning af statslige arbejdspladser – og i øvrigt også hvad vi selv har af erfaringer herhjemmefra f.eks. fra SKATs flytning til Ringkøbing. Alt var positivt og pegede i retning af, at det skal vi bare i gang med. Derfor blev jeg også meget forundret over, at Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Enhedslisten åbenbart er imod udflytning af statslige arbejdspladser. Men nu vi kan jo vise dem, hvad befolkningen mener”, afslutter Hans Christian Schmidt.
Alle fire venstrefolk samler underskrifter både i virkeligheden - og via Facebook-siden ”Flyt statslige arbejdspladser ud af København”.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025