At hilse på et andet menneske gør noget godt, både for os selv og den vi deler det med. Udsnit fra en plakat, som hænger i madpakkehuset i Gedved Bikepark. Gedved Bikepark er for øvrigt et godt bud på et udflugtsmål, og her er det tit mulighed for at sige hej til nogen. Ill. Line Iversen
KLUMME - Kender du alle dem? Spurgte Emil snart 7 år, da jeg igen hilste på folk, som vi mødte på Naturstien, da vi cyklede over til Oldemor i Brædstrup i sommerferien sidste år. Nej svarede jeg, men derfor kan vi da godt hilse.
Af Line Iversen
Når vi siger hej til nogen, også nogen, som vi slet ikke kender eller bare kender ansigtet på, ja så er der store chancer for at få et gratis smil tilbage. Smil som luner indeni, fordi de stimulerer vores sociale behov for at være en del af et menneskeligt fællesskab. Den dag i sommerferien, da var det fællesskabet blandt os, der var på tur på Naturstien lige netop den dag.
Man hilser ude på landet
Emil bor til hverdag i Horsens, hvor der er så mange mennesker, at det vil være helt uoverskueligt at hilse på alle. Det at hilse på folk, det er noget mere landligt. Måske er det der, hvor grænsen går mellem storby og mindre byer + landsbyer. Der hvor vi hilser på hinanden, hilser på alle vi møder?
Det er meget tydeligt her på stierne i Gedved, hvor jeg er vant til at sige hej til folk. Tilflyttere fra f.eks. Aarhus de har sværere ved at hilse, nogen kigger stift ligefrem og andre kigger væk eller på deres hund. Det kan tage noget tid at vænne folk til denne folkelige landsby-vane.
Dem som har sat propper i
Og så er der dem med propper i ørerne, som er helt væk i deres podcast eller streaming musik. De kan være helt uopnåelige. Det gælder endnu mere dem, der går og ”snakker med sig selv” via deres mobil, så en evt. medfølgende hund nærmest må lufte sig selv. Eller endnu værre: Et ensomt lille barn i en klapvogn eller barnevogn, som måbende må se til at blive helt overset, når deres forælder har mere travlt med at snakke med en mystisk usynlig person i den anden ende af telefonforbindelsen. Når jeg ser det, så får jeg helt ondt af de stakkels små menneskebørn. De har brug for øjenkontakt og fuld opmærksomhed for at føle sig elskede.
Prik hul i boblen
At sige hej til folk, det er som at lave et hul i sin private boble og dele lidt af sig selv med den anden. Det er også lidt pudsigt med de teenageforvirrede unge mennesker, som kan blive helt forlegne ved et hej. Og alligevel kan de tit bryde ud i et smil og et genert hej tilbage. Andre folk kan jeg sige hej til i årevis og kun kende ansigtet på, men alle de små hejer gør, at jeg synes, at jeg kender dem lidt. En slags gensidig respekt. Og det tror jeg er vigtigt.
I dagens Danmark bor rigtig mange mennesker alene, og så kan et hej fra et andet menneske få større betydning, som et vigtigt lyspunkt. Måske er det den eneste kontakt, de har med et andet menneske den dag! Og for folk som bruger meget skærmtid, kan der være et ekstra behov for at møde rigtige mennesker med et let lille hej.
Det er en enkel måde at glæde et andet menneske på, og det er gratis. De små hej er en gratis belønning til os, der åbner døren og bevæger os udenfor. På den måde får vi tre kryds på listen over gode ting, vi gør for os selv og andre. For det er videnskabelig bevist, at vi bliver sundere både af positiv social kontakt som et hej, at komme udendørs og at få bevæget os. Sig hej, hvis du vil give og have lidt gratis opmuntring.
