Må man nu ikke engang flirte mere?



Lone Buhl Pedersen. (Foto Jørn Kildall)

KLUMME - Der er ingen, der skal være i tvivl om, at jeg vil så gerne modtage smil. Jeg vil gerne have et knus og et kram. Jeg vil gerne lige røres på armen. Jeg modtager med glæde en sms, hvori der står tak for en god gudstjeneste. Jeg modtager med glæde komplimenter. Sig endelig noget sødt til mig. Jeg tror, at sådan har vi det alle sammen. 

Af Lone Buhl Pedersen, Sognepræst

Man tør jo snart ingenting – og slet ikke flirte mere – sådan siger mange - flest mænd. Men hertil er der at sige – at INGEN vil forbyde søde bemærkninger, der får et smil frem på den andens ansigt. INGEN vil forbyde en lille kærlig og gensidig flirt. Det, der er oppe i tiden, er, at der sættes fokus på, at INGEN skal finde sig i grænseoverskridende adfærd - uønskede lumre ord og tilnærmelser.

Jeg så dokumentaren om sexisme i musikbranchen, og jeg føler med kvinderne. Kvinderne ville så gerne have anerkendelse for deres musik – gerne have anerkendelse for det arbejde, som de udførte – men de fik anerkendelser omkring, at de havde en dejlig mund, en god bagdel, flotte bryster. De blev inviteret til at overnatte hos chefen, og de følte forståelig nok ubehag. De var i klemme. Magtbalancen er åbenbar– for gode relationer hjælper, hvis man vil fremad. Og når man nu elsker sit arbejde – og ikke ønsker at skulle modtage kontanthjælp. 

Vi ved også alle, at grænseoverskridende adfærd ikke kun har foregået og foregår i musikbranchen. 

Jeg arbejdede som helt ung i en døgnkiosk, hvor indehaveren, en 45-årig mand, gjorde tilnærmelser – da jeg kontant afviste ham, resulterede det, at jeg ikke længere fik de bedste vagter. 

Jeg husker en bagermester, der havde en kvindelig lærling, som jeg kendte. Hun blev taget på brysterne og mere end det – men hun ville jo så gerne have sit svendebrev. Jeg har hørt om unge journalister, der var i redaktørens magt. Ville de have job som journalist på avisen, så måtte de finde sig i mere end de selv ønskede. Grænseoverskridende adfærd er, som navnet antyder, noget, der hos den ene går over grænsen – noget, der ikke er til gensidig glæde. 

Et smil, en god bemærkning, et kompliment – skal man ikke være nærig med. Lad os endelig fråse hermed. Se på modtageren: Gør det modtageren godt – siger modtageren efterfølgende noget sødt til dig? Flirte er noget, der foregår mellem mennesker - en gensidig udveksling af kropssprog og komplimenter, hvor begge personer er enige om og glædes over at grine, drille, udveksle blikke, strejfe en hånd.

Lad os kigge på hinanden. Lad os være bevidste om, at der er grænser. Lad os sige fra og til. Grænseoverskridende adfærd – det er mobning, som vi skal øve os i at afstå fra. Lad os bruge hinanden til fælles bedste og glæde. Sammen i gensidig forståelse - sikken det, vi kan.
 

Lignende artikler

Lone Buhl Pedersen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024