Når startskuddet til Stafet For Livet lyder, begynder et døgn med minder og erindringer også. For de fleste. For ikke alle ved, hvad det vil sige at leve og kæmpe mod kræft. Helle Vorm Petersen har aldrig haft kræft tæt på livet, men alligevel deltager hun nu for tredje gang i Stafet For Livet.
- Jeg har aldrig haft kræften særlig tæt på livet, men jeg vil gerne gøre noget for at støtte Kræftens Bekæmpelse. Til stafetten gør du noget aktivt samtidig med, at du kommer tæt på fighterne og hører deres historier. Der er nogle fantastiske oplevelser ved det, siger hun.
Selvfølgelig har Helle Vorm Petersen hørt om folk, der har kæmpet mod kræften, men det er svært at forstå, hvordan kampen er, når man ikke har oplevet den tæt på, mener hun.
- Der er en berøringsangst og en fremmedgjorthed over for kræften, tror jeg, men jeg vil gerne forstå sygdommen, siger hun.
Stafet får sygdom ned på jorden
En strikkeklub blev Helle Vorm Petersens vej ind i stafetten, da en af de andre strikkeentusiaster en dag spurgte, om klubben ville med til Stafet For Livet. Hun havde nemlig en kollega, hun gerne ville kæmpe for, og selvom Helle Vorm Petersen ikke kendte den syge kollega, tøvede hun ikke med at deltage.
- Det er et virkelig godt tiltag! Det er lidt hyggeligt, at vi står sammen mod kræften i så mange timer, og selvom det bliver nat, og vi egentlig er trætte, så tager man lige en runde mere. Måske sammen med nye mennesker, man lærer at kende. Det gør det også lidt nemmere at tale om sygdommen på en måde, der er nede på jorden, forklarer hun.
Team Tro, Håb og Kærlighed blev startet som støtte til Ulla Lyngholm Nielsen, der fik konstateret brystkræft i 2001. Stafetterne i 2016 og 2017 dannede rammerne for Helle Vorm Petersens møde med Ulla Lyngholm Nielsen og hendes døtre.
- Der er en sorg og en glæde ved at se fighterne. Sorgen i deres sygdom, men glæden i den støtte, de får fra familie og venner. Stafetten er et virkeligt godt tiltag, synes Helle Vorm Petersen.
Hele følelsesregisteret er i brug
Fighternes historier gør indtryk på Helle Vorm Petersen, men det er også hårdt at deltage i stafetten i 21 timer, for selvom det er hyggeligt, er det også hårdt, og hele følelsesregisteret er i spil i løbet af stafetten.
- I løbet af det døgn, vi er i gang, er der simpelthen så mange forskellige følelser, der ruller ind over mig. Men jeg tror, det er sundt nogle gange at komme tæt på og se, hvad der rører sig i de her frygtelige, forfærdelige historier. Fighterne er jo simpelthen så seje! Det er helt vildt.
Stafet for Livet Horsens 2018 25.-26. maj omkring CASA Arena på Langmarksvej.