Historisk oprykning for Østbirks håndbolddamer



Når dørene på den anden side af sommerpausen igen åbnes op til håndbold i Østbirkhallen, kan de håndboldglade folk i byen for første gang nogensinde glæde sig til at se et grønbluset hjemmehold spille 3. division. I sæsonens sidste kamp lykkedes det for klubbens Jyllandsseriehold i damerækken at hente den tiende sejr ud af 10 mulige i halvsæsonen efter jul. Endda en sikker sejr, idet Funder GF blev besejret med hele 31-14 i egen hule. Dermed blev oprykningen en realitet.
 - Vi er meget glade for og stolte over, at pigerne igen har imponeret. I sidste sæson vandt de Jysk Cup, og i år rykker de op i 3. division efter en helt fantastisk sæson, hvor holdet endda har haft en forholdsvis smal trup, siger Hanne Nielsen, der er formand for klubbens håndboldudvalg.

Forhåbninger om spillertilførsel
I størstedelen af sæsonen har Jyllandsserieholdet således blot haft ti spillere til rådighed, og derfor håber håndboldformanden, at der til opstarten i august står flere nye spillere klar til at tørne ud i 3. division.
 - Der er ingen tvivl om, at det bliver en udfordring at spille 3. division. Forhåbningen er alligevel, at holdet kan etablere sig i rækken, men først og fremmest har vi et mål om fastholde det gode sociale sammenhold og det positive træningsmiljø for spillerne. Holdets trænerteam er allerede på plads, og nu håber vi, at førsteholdstruppen til næste sæson kan udvides til 12-14 spillere, siger Hanne Nielsen.
 Hun opfordrer samtidig til, at man kontakter holdets nye træner, Erik Michaelsen, hvis man som damespiller har lyst til at blive ny spiller i klubben. Erik Michaelsen afløser Hans Fuglsbjerg på trænerbænken, da sidstnævnte har valgt at stoppe. Derimod fortsætter holdets assistenttræner og holdleder, Luca Skydt, også i den kommende sæson.
 Erik Michaelsen kan kontaktes på telefon 29 89 05 89. 
yesGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Ringvej Syd
29. maj 2025