Fredag inden vinterferien er Skolernes Skakdag og det blev på Horsens Byskole afd. Fussingsvej markeret med en kæmpe skakturnering for 200 elever.
Overalt kunne man mærke koncentrationen i skolens integrerede idrætshal. Hallen var i dagens anledning var omdannet til en kæmpe skakspillebule. Om formiddagen med det lidt mindre komplicerede bondeskak for de yngste elever og senere på dagen med en regulær skakturnering blandt skolens mest inkarnerede skakspillere på de tre afdelinger af Horsens Byskole.
Øger koncentration og indlæring
På Byskolen er der et stærkt fokus på skak som et redskab til at styrke elevernes indlæring. To ansatte på afd. Fussingsvej er uddannede skakinstruktører. Desuden har et antal af de dygtigste skakspillere blandt de store elever været på kursus, så de kan hjælpe de mindre elever med at blive dygtige skakspillere.
- Det er faktisk især vores elever med ekstra meget krudt bagi, der er virkelig glade for skak. Når de spiller, kan de sagens være dybt koncentrerede i længere tid ad gangen. Man skal jo hele tiden tænke taktisk frem mod det næste træk, og også gerne de næste træk derefter. Forskning peger på, at elever, der spiller skak, bliver bedre til matematik og øger læseforståelsen, når de læser tekster, siger Peter Santa Sørensen, der er skaklærer på Horsens Byskole. Han tilføjer, at spillet skaber et rum, hvor læring bliver til en leg.
På Horsens Byskole er skakspillet derfor blevet en synlig del af hverdagen. Det benyttes som redskab i specialklasserne til at øge koncentration og indlæring, de større elever kan gå til skak hver onsdag, og børnene i de små klasser spiller skak i SFOen.
- Vi gør rigtig meget for at skakspillet bliver synligt og kendt på skolen. Nogle gange laver vi en turnering i et frikvarter, andre gange i SFOen, og hver gang er der masser af elever, der stimler sammen og enten spiller med eller er heppekor, siger Stig Breinholt Knudsen, der også er skak instruktør på skolen.
Når vi spiller skak, er vi nådesløse
Mia Gamst Josefsen og Liva Skou Boysen fra 6. klasse er veninder - men ikke når de spiller skak.
- Da vi først hørte om, at vi skulle spille skak, syntes vi, at det lød kedeligt. Men nu er vi blevet bidt af det og går begge til skak hver onsdag. Vi er veninder, men når vi spiller mod hinanden er vi nådesløse, siger det to piger. De er på grund af deres engagement og dygtighed netop blevet uddannet skakinstruktører for de mindre elever på skolen.
- Nogle tænker langt, når de spiller, og andre tager et træk ad gangen. Vi tror, vi bliver bedre til at koncentrere os i andre fag og til at aflæse andre mennesker, siger pigerne.
Der var skak i gang på alle borde hele fredagen før vinterferien og der blev spillet både for sjov og for alvor. Turneringen blev afsluttet med at kåre vindere af både A- og B-rækken.