Møder i musikalsk grænseland



Det er bl.a. jazzguitarist og komponist Morten Kargaard, der bidrager til festivalprogrammet med musik, der ikke hører til i den traditionelt klassiske bås. Morten Kargaard Septet spiller kompositioner af Kargaard selv, der ikke lader sig indplacere som rytmisk eller klassisk, men leverer et smukt klingende og melodisk udtryk.
 De syv musikere, der sammen spiller Kargaards kompositioner, kommer fra forskellige hjørner af musikmiljøet - fra DR’s Symfoniorkester til rockens og jazzens verden. Således kan man her møde bassisten Lars Johnsen i selskab med Mette Termansen på obo, Samira Dayyani på cello og komponisten selv på akustisk guitar. Koncerten spilles på Fængslet torsdag den 12. marts kl. 19.30.
 Dagen efter kan man glæde sig til et genhør med folkemusiktrioen Dreamers Circus i selskab med Den Danske Strygekvartet. De seks musikere tog Holmboefestivalens publikum med storm i 2014, og arrangørerne valgte derfor at gentage successen. Her mødes den klassiske musik med folkemusikken på fornemste vis - i såvel klingende toner som teknisk ekvilibrisme. Violinisten Rune Tonsgaard Sørensen er en fast del af begge ensembler og modtog i 2013 Kronprinsparrets Stjernedryspris netop for sin evne til at forene de to musikalske traditioner, og de to ensembler er nu stærkt efterspurgte både sammen og hver for sig.
 På sidste års festival løftede strygekvartetten netop sløret for en ny CD med folkemusik arrangeret for strygekvartet, de havde undervejs. CD’en Woodworks fik P2-Prisen for Årets Danske CD-udgivelse, og festivalkoordinator Lene Bjarke Skov håber at få mere at høre fra CD’en ved koncerten i marts. Koncerten med Dreamers Circus og Den Danske Strygekvartet finder sted fredag den 13. marts kl. 20 på Horsens Ny Teater.
 Der er mange andre koncertoplevelser i festivalprogrammet - bl.a. DR’s Vokalensemble, pianisten Marianna Shirinyan i selskab med Esbjerg Ensemble og den unge Trio Vitruvi. Mere sjældne besætninger kan man også høre på festivalen - bl.a. kvartetten 2X2P - hvor to pianister og to percussionister spiller sammen. Bl.a. et værk af Vagn Holmboe komponeret til netop denne usædvanlige konstellation.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025