
Ledighedstallene for april måned viste et lille fald i ledigheden på tværs af landets kommuner. I Horsens Kommune var smilene ekstra brede. Kommunen har nemlig de flotteste ledighedstal siden 2008.
- Særligt kommunens dagpengemodtagere har fundet arbejde. Her har vi et fald på 17 %, hvor landsgennemsnittet ligger på ca. 5 %. Det svarer til 234 fuldtidspersoner, hvilket er 162 flere end landsgennemsnittet. Det er altså et rigtig flot resultat, fortæller Frode Fårup, beskæftigelsesdirektør i Horsens Kommune.
Horsens Kommune har dermed det fjerde største fald i ledighed blandt forsikrede ledige på landsplan.
Øget fokus på virksomhederne giver resultater
Horsens Kommune har gennem de seneste år styrket samarbejdet med lokale virksomheder. Udgangspunktet er virksomhedernes behov for arbejdskraft. Bl.a. tilbyder Jobcenterets virksomhedskonsulenter hjælp til lokale virksomheder med rekruttering. Virksomhederne får her hjælp til at finde deres nye medarbejdere blandt kommunens ledige borgere.
Også Horsens Alliancen, som er et samarbejde mellem kommunen, erhvervsliv og de faglige organisationer, spiller en stor rolle i indsatsen. Her samarbejder lokale virksomheder med Horsens kommune om at nedbringe ledigheden. Det er en udfordring, mange virksomheder har taget ejerskab over, og der er stor velvilje for at hjælpe ledige borgere tættere på arbejdsmarkedet. Det er en udvikling, som Borgmester Peter Sørensen er meget stolt af.
- Det er virkelig en flot udvikling, vi oplever på beskæftigelsesområdet. Og jeg er selvfølgelig meget tilfreds med, at vi i Horsens Kommune præsterer så godt. Der er ydet en meget stor indsats af vores erhvervsliv og af vores jobcenter. Men vi er ikke i mål endnu. Mit og hele samfundet Horsens Kommunes ambitionsniveau er højere – for vi skal have alle med, siger borgmester Peter Sørensen.