
Om Korning Kro ved Horsens skifter bestikket ud med pinde, når en delegation kinesiske børn i alderen 8-11 år ankommer, vides ikke, men kroen er klar til at tage imod dem.
De ca. 30 børn og fem voksne, der kommer fra Yizhou Primary School i Horsens Kommunes søsterby Chengdu, er landet i Danmark, og de skal bo på kroen fra torsdag den 25. august til søndag den 28. august, inden de atter vender næsen mod Kina.
Men indimellem skal de opleve en hel masse. Ikke mindst på deres venskabsskole Egebjergskolen, hvor lærere og elever er godt forberedte på deres besøg.
Trine Lyhne Vad, der er lærer på Egebjergskolen, fortæller:
- Den kinesiske gruppe, der kommer, har et særligt talent for at lave kreative ting, og derfor tager vi dem med ud i skoven, hvor de skal indsamle naturmaterialer og lave kunstværker af dem. Vi er spændte på, hvordan de kinesiske storbybørn vil reagere på den danske natur, siger Trine Lyhne Vad.
Hun tilføjer, at det også bliver lidt af en udfordring for lærerne at kommunikere med de kinesiske børn, da de kun taler lidt engelsk. Et par af de voksne fungerer dog som tolk.
Også borgmester Peter Sørensen er klar til at byde de kinesiske skoleelever velkommen på Egebjergskolen.
- Jeg blev meget glad, da jeg hørte, at Yizhou Primary School selv har taget initiativ til at besøge sin danske venskabsskole her i Egebjerg. Vi har i forvejen et tæt samarbejde med Chengdu omkring byggeriet af en skole og en børnehave, og dette besøg er med til yderligere at understøtte samarbejdet. Jeg håber, at begge parter får en masse gode oplevelser sammen.
De kinesiske børn skal desuden lave aktiviteter med de lokale Egebjerg Spejdere, og de skal – sammen med to klasser fra Egebjergskolen - besøge Børnebondegården på Serridslevvej ved Horsens.
Programmet slutter i Horsens med et besøg på Middelalderfestivalen, der traditionen tro holdes på Fængslet fredag den 26. og lørdag den 27. august.
Det kinesiske besøg er planlagt i samarbejde med Kulturafdelingen i Horsens Kommune.