Horsens Kommune tilbyder nu kommunens fædre at komme i køkkenet med deres børn – for at sætte rammer om, at fædre og børn sammen oplever glæde i køkkenet, får sundere vaner og får styrket deres relation.
Konceptet Fars Køkkenskole er hentet fra Vallensbæk Kommune og er et velafprøvet sundhedsfremmende projekt på fædrenes præmisser.
- Vi håber med Fars Køkkenskole at få fædrene på banen, så de får lyst til at komme i køkkenet med deres børn. Vi glæder os til at få konceptet afprøvet – for med de gode resultater fra andre kommuner giver det rigtig god mening i forhold til vores fokus på sundhed, relationer og fællesskaber, siger borgmester Peter Sørensen.
Forbudt for mor
En køkkenskole forløber over 5 aftener i løbet af et halvt år, hvor 12 fædre og deres børn undervises én aften om måneden i et skolekøkken. I Horsens Kommune underviser den inspirerende kok Chris Bo Lauridsen, som har stor erfaring med køkkenskoler.
Fars Køkkenskole har fokus på madglæde, samvær og sjove oplevelser, og på hvordan fædrene bliver gode til at inddrage børnene i madlavningen. Børnene får lov til at bruge den store og skarpe kniv – fremfor den lille og sløve - og det er kun for fædre, bonusfædre og deres børn. Det giver en helt speciel stemning i køkkenet.
Horsens – en af frontløberne
Horsens Kommune er den kun anden kommune i Jylland, som afprøver konceptet.
Fars Køkkenskole er udviklet og afprøvet af over 350 fædre og deres børn i Vallensbæk Kommune med støtte fra Nordea-fonden i 2012-2014. Her var køkkenskolen så stor en succes, at folkene bag Vallensbæk-konceptet nu hjælper med at udbrede konceptet til hele landet.
Der har været stor interesse blandt kommunerne, og derfor er Horsens Kommune glad for at være en af frontløberne, der laver en køkkenskole-indsats med mænds og børns sundhed for øje.
- Vi er glade for at være blandt de første, som prøver konceptet af og håber, at Fars Køkkenskole i Horsens Kommune bliver en stor succes, tilføjer borgmester Peter Sørensen.
Tilmeldingen åbner tirsdag den 12. januar kl. 13.00, der er 12 pladser og kurset koster 300 kr. til materialer pr. far og barn. Tilmelding skal ske til www.horsenssundby.dk.
Fars Køkkenskole er et madlavningskursus for fædre og børn, der går i 2.-4. klasse.
Fars Køkkenskole blev udviklet og afprøvet i Vallensbæk Kommune med meget gode resultater.
9 ud af 10 fædre oplever, at de er blevet meget bedre til at lave mad sammen med deres barn, og 2 ud af 3 har oftere deres børn med i køkkenet derhjemme.
Efter Fars Køkkenskole oplever fædrene, at de har fået styrket relationen til deres barn.
Fars Køkkenskole rammer i høj grad et behov hos fædre om at have en meningsfuld aktivitet sammen med deres børn, og resultaterne er overbevisende.
Fars Køkkenskole er startet op i 13 kommuner landet over med hjælp fra Vallensbæk Kommune og Nordea-fonden – og flere er på vej.
Klik her og bliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook!