
For lige godt et år siden gik gravemaskinerne i jorden til anlægget af Ringvej Syd i Horsens – en vej, der forbinder Vejlevej/Vestvejen med Bjerrevej.
Og på fredag – den 18. august – åbnes vejen så for trafikanterne.
Det skal fejres, og det bliver det fra kl. 9.00 med morgenkaffe, taler fra Horsens Kommunes borgmester, Peter Sørensen, og Hedensted Kommunes borgmester, Kirsten Terkilsen, den officielle snoreklipning og et rulleskøjte- og motionsløb for 200 elever fra Bankagerskolen og 60 elever fra Stenderup Skole.
Borgmester Peter Sørensen glæder sig over, at den nye omfartsvej nu er en realitet.
- Først og fremmest bliver vejen et kæmpe plus for en masse borgere og virksomheder i sydbyen. Her får mange borgere kortere til arbejde, kortere tid til motorvejen og virksomhederne får lettere ved at nå ud til deres kunder. Det vil være med til at gøre området mere attraktivt for tilflyttere og medvirke til at skabe vækst i kommunen. siger Horsens-borgmester Peter Sørensen.
Han tilføjer, at vejen også er en meget vigtig brik i den trafikplan for Horsens Kommune, der blandt andet skal sikre en trafik-ring rundt om Horsens, så kun biler, der har et ærinde i midtbyen, kører derind.
Også borgmester Kirsten Terkilsen er glad for de tre kilometer ny omfartsvej.
- Det er en meget stor forbedring for både borgere og virksomheder på Juelsminde-halvøen i forhold til at sikre god tilgængelighed til motorvej E45. Omfartsvejen vil lette hverdagen for rigtig mange, og derfor har vi også lidt usædvanligt været med til at finansiere det store vejbyggeri, selvom asfalten bliver rullet ud i Horsens Kommune, siger Kirsten Terkilsen.
Hedensted Kommune bidrager med seks millioner kroner af den samlede udgift på ca. 60 millioner kroner.
Åbnings-arrangementet fredag foregår ved krydset mellem Vejlevej og Vestvejen, hvor den nye ringvej begynder.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!