Der blev skålet med vennerne rigtig mange gange, da plejeboligafdelingerne Kronen, Stammen og Roden på Lindehøj i Horsens holdt oktoberfest for beboerne fredag den 24. oktober.
Intet mindre end et brag af en fest skulle der til for at fejre en nyindretning af afdelingernes tre fællesstuer som spisestue, dagligstue samt wellness- og aktivitetsrum. Festen foregik i spisestuen, som i dagens anledning var indrettet som ægte bierstube med rødternede duge, og med wienerschnitzel og brasede kartofler på menukortet. Dertil kom både øl i store ølkrus, mænd i lederhosen og Heidi’er.
Alt imens Hansi Hinterseer på CD-afspilleren gjorde sit til at skabe den rette tyrolerstemning, blev der skålet lystigt langs bordene.
- Det er dejligt at være med, sagde Lykke, der ikke længere kan se, men som fint fornemmede den gode stemning.
- Herligt, jeg elsker en god oktoberfest og at få en slurk øl, sagde Carsten med et stort smil midt mellem fællessangene ’Vi sejler op ad åen’ og ’Vi skåler med vore venner’.
- Vi har været så heldige at låne ægte oktoberdragter, ølkrus og duge fra dem, som arrangerer oktoberfesten i Vejle, siger assisterende områdeleder Pernille Frydensbjerg. Hun og personalet var med til at skabe stemningen i fuldt tyrolerudstyr, mens de ældre havde fået deres fineste tøj på.
- En fantastisk stemning og fejring. Det var hvad vi gerne ville opnå, og det må vi sige, vi har fået i dag, sagde Pernille Frydensbjerg med et strålede Heidi-smil, inden hun kastede sig over servering af isdesserten for festdeltagerne.