Frokost i børnehøjde: De små spiser ude i de hyggelige træhytter – med kartoffelsalat, grønt og masser af nysgerrige smil. (Foto Jørn Kildall)
NIMDRUP - Når man triller ned ad vejen til Melissas Bondegård, lidt uden for Brædstrup, mærker man med det samme, at her leves livet i en anden kadence. Ikke nødvendigvis langsommere, men mere… jordnært.
Tekst og foto Jørn Kildall
Der dufter himmelsk i køkkenet, selvom ovnen står tom. Indenfor er børnene inddelt i årgange, som hver har deres farve – en enkel, men effektiv måde at skabe struktur i det levende kaos, der er hverdagen i en børneinstitution. De små grupper leger, spiser og lærer side om side – i et tempo, der føles rart.
I køkkenet møder vi Tove, som står og rører i en skål kartoffelsalat, mens kyllingefrikadellerne syder færdige på panden. Tove møder ind klokken seks og går klokken tolv – og i den tid når hun at trylle fem måltider frem. Fra bunden. Hver dag.
De fleste børn sidder allerede og spiser, da vi ankommer. Nogle omkring et langt bord midt i haven, andre i små overdækkede træhytter, hvor skyggerne danser på bordpladerne, og tallerknerne klirrer sagte. Det ligner en sommerlejr – bare hver dag.
Melissa Schytt Olesen i garderoben, hvor farvekoder hjælper både børn og voksne med at finde rundt i hverdagens rytmer. (Foto Jørn Kildall)
"U-rytme" og udeliv
Det er ikke et tilfælde, at bondegården har fået netop det navn. Her er der nemlig både dyr og dagsrytme som på et klassisk landbrug – men tilpasset børnefødders tempo.
Mandag er turdag for alle, undtagen de allermindste. Resten drøner ud i det fri – måske op til naboens køer, ud i skoven eller forbi hønsegården. Om tirsdagen cykler 2020-årgangen afsted. Onsdag er der bålmad. Fredag kan være alt fra kanin-kig til kartoffel-kunst.
– Og så har vi u-rytmen, forklarer Melissa og peger på en tavle, hvor der står ting som “Eventyr i rotonden”, “Kreativt værksted” og “Bålmad med æg”. Det hele flyder alligevel sammen, for børnene skal helst ikke mærke, at de lærer noget. Det gør de bare – i samværet og legen.
Tove, køkkenets tidlige fugl, står klar med kartoffelsalat og kyllingefrikadeller. Fem måltider om dagen – fra bunden og med hjertet. (Foto Jørn Kildall)
Fra friskole-kollaps til fællesskabs-eventyr
Bag bondegården står ikke en investorgruppe eller en fancy pædagogisk konsulent – men Melissa selv. I slutningen af 2021 gik den lokale friskole konkurs. Melissa, dengang dagplejer, ringede ind til kommunen og sagde, at hun ville starte en institution. Tolv dage senere var der godkendt børnepasning i Nimdrup.
– Jeg åbnede med 22 børn. I dag har vi 55, og nogle gange lidt flere. Det er skørt, men det fungerer, siger hun. Og der er faktisk stadig få ledige pladser.
Mellem klatrestativer og kaninbure leves livet i fri luft. Her er ingen små rum – kun store muligheder. (Foto Jørn Kildall)
Pattegris, påske og pædagogik
Her på bondegården handler alt om at give børnene en oplevelse af, at verden hænger sammen – fra høst til brød, fra æg til påskelam. Traditionerne fra det danske årshjul får plads og mening i børnehøjde.
– Jeg tror virkelig på, at børn har godt af at kende vores traditioner. Og hvis man gentager dem hvert år, bliver oplevelsen dybere. De børn, der går her i seks år, når jo at være med til det hele mindst tre gange, siger Melissa.
Høstfesten er højdepunktet. Der plukkes, tærskes, males, kerne smør – og Tove bager brød af det hele. Til sommerfesten grilles der pattegris over bål, og sidste år sad 160 mennesker i haven og spiste sammen. Det er ikke bare en børnehave. Det er en bevægelse.
Indgangen til Melissas Bondegård. Cykelvognene står klar til nye eventyr i det grønne landskab omkring Nimdrup. (Foto Jørn Kildall)
En barndom med ægte smag
På Melissas Bondegård er det ikke børnenes præstationer, der står øverst. Det er fællesskabet. Det levende måltid. Det at hjælpe hinanden. Og den dybe overbevisning om, at barndommen skal smage af noget ægte.
– Man skal ikke gøre ved andre, hvad man ikke vil have gjort ved sig selv, siger Melissa til sidst. Det er ikke fancy. Men det virker. For i Nimdrup ved Brædstrup lærer børnene ikke bare at læse og regne – de lærer at være mennesker.
