
For mig personligt, betyder kommunalvalget også, at der ikke er så lang tid til jeg stopper i byrådet.
Mit skrantende helbred har bevirket, at jeg har truffet et svært men nødvendigt valg, om ikke at genopstille, men i stedet passe lidt bedre på mig selv og min familie.
Jeg vil gerne sige tak for 4 fantastiske år. - Til borgerne i kommunen først og fremmest. Men også til politiske med- og modspillere i al almindelighed.
Jeg har forsøgt at gå til opgaverne i kommunalbestyrelsen med både ydmyghed og lydhørhed overfor Jer borgere.
Der har været tidspunkter, hvor opgaven har været svær, men samtidig har det hele tiden været interessant og lærerigt.
Og bedst af alt har jeg formået, at holde fast i mig selv undervejs.
Jeg synes Enhedslisten har spillet en markant og meget vigtig rolle i den byrådsperiode, der snart går på hæld. - Gentagne gange har vi været det eneste reelle alternativ til resten af det siddende byråd.
Vi har meget konsekvent haft vores meningers mod.
Til kommunalvalget denne gang stiller Enhedslisten Horsens op med et stærkt hold af dygtige og arbejdsomme kandidater.
Personligt stemmer jeg på vores spidskandidat Lisbeth Torfing, som jeg har haft fornøjelsen af, at arbejde tæt sammen med i den forgangne periode. Hun er både skarp og har hjertet på rette sted.
Når det er sagt, så stiller Enhedslisten med et helt hold af dedikerede kandidater, som alle brænder for lige muligheder for alle byens borgere og for en mere grøn og bæredygtig kommune.
Tak til alle Jer, der gav mig lov til at repræsentere Enhedslisten i byrådet.
Jeg håber I vil være med til at ’bære’ flest mulig af Enhedslistens kandidater ind i byrådet, på samme vis, som I gjorde det med mig. - Det fortjener de - og det fortjener vores kommune.