
Oversvømmelser i København og iltsvind i Limfjorden. Når tankerne rettes mod klima og miljø, er det især problemer der springer i øjnene. Men ny teknologi skaber lys i mørket. Og måske er fremtiden ikke så dyster endda. Landmanden genererer en fjerdedel af dansk eksport, og dertil din aftensmad. Han sender også skidt op i atmosfæren og møg ud i vandløbet, men med biobaserede teknikker kan vi tænke på miljøet og have kød på bordet, med god samvittighed. Hvordan kan politikere, landmænd og forbrugere finde frem til hinanden i det samspil, der kan udnytte madresternes og komøgets potentiale?
Nikolaj Meisner Vendelbo studerer agrobiologi på Aarhus Universitet, og har arbejdet med landbrugets rolle i løsningen af samfundets miljøproblemer. Han vil vise, at løsningerne ikke er meget længere væk end problemerne, og tilhørerne vil med optimisme og ny viden se, hvordan vi selv kan blive en del af løsningen.
Hovedgård Bibliotek afholder foredraget i samarbejde med Brugernævnet, mandag den 23. februar kl. 19.00. Billetter a 40 kr. kan købes på www.bibliotekhorsens.dk og på bibliotekerne.