
Med et nyt år er Hovedgård-borgerne blevet vant til, at betalingen til tv-udbyderen stiger, og 2018 er ingen undtagelse. Over de seneste mange år er prisen for tv-kanaler steget mærkbart, mens udbuddet af muligheder er udvidet, og det giver grå hår hos kunderne. De lokale tv-forhandlere Henrik og Ole Frandsen fra Panasonic Center Hovedgård Radio & TV bliver lige nu besøgt af mange forvirrede Hovedgård-borgere, der har svært ved at gennemskue, hvilken mulighed der passer bedst til deres behov.
Priserne stiger – præcis som udvalget
- I gamle dage var der ikke så meget at tage stilling til, fordi mulighederne var begrænsede. I dag er det en jungle at finde den rette løsning, og det mærker vi også hos kunderne, der søger vores rådgivning for at finde den bedste og billigste løsning til deres behov. Det kræver en individuel vurdering.
- Priserne på tv-abonnementer er steget 72 procent siden 2009, mens forbrugerpriserne generelt kun er steget lidt over ti procent, og det får naturligvis også mange til at gå deres abonnement efter i sømmene, forklarer Henrik Frandsen, der forhandler tv-pakker fra forskellige udbydere og vejleder forbrugerne i at vælge den rette løsning.
Forhandleren advarer Hovedgård-borgerne mod at hoppe på forskellige netbutikkers fupprodukter, der lover at minimere tv-regningen kraftigt ved hjælp af superantenner. Superløsninger findes ikke ifølge ham, og desværre er mange blevet snydt.
Kunderne skal være kritiske
Ifølge Ole Frandsen er der plads til forbedringer hos tv-udbyderne, når det kommer til gennemsigtighed og lavere priser.
- Kunderne bør løbende tage deres tv-abonnement op til revision. Det vil skærpe konkurrencen og få udbyderne til i højere grad at imødekomme de mange, der overvejer deres fremtidige tv-abonnement, siger han.
Ud over de mange udbydere, der tilbyder løsninger via kabel, antenne, parabol, fiber eller bredbånd, er der også et spirende marked inden for streaming – med HBO Nordic, Netflix, Viaplay og C More blandt de største kommercielle aktører. Streamingtjenesterne er populære og bliver ofte brugt som supplement til mindre tv-pakker hos de traditionelle tv-udbydere.