Aktiviteten er høj i Hovedgård Friluftsbad en torsdag eftermiddag, når solen skinner og temperaturen er behagelige 22 grader i skyggen i vindstille vejr.
I vandet muntrer børn og unge i alle aldre sig i bassinet med udspring og legeredskaber, som sætter ekstra colorit på en eftermiddag i Hovedgårds fristed.
- Sådan en solskinsdag med ikke alt for varmt vejr har vi rigtig mange besøgende, siger Kurt Olsen, som efter mange, mange år i HIF Svømnings bestyrelse, netop er trådt tilbage for at yngre kræfter kan komme til.
- Når det er rigtig varmt, søger mange f.eks. til Saxild Strand, så en dag som i dag er helt perfekt, siger Kurt.
Og naturligvis er det sjovere at være i friluftbadet når vejret er godt og kammeraterne er mange. En gruppe af de større drenge jonglerer med en fodbold og bagved er nogle igang på beachvolleybanen. Et par mødre slapper af på medbragte tæpper, mens øjnene våger mod de små i det våde element. Unødvendigt, måske nok, for livredderen er på vagt non-stop ved bassinkanten.
Friluftsbadet i Hovedgård er åben hver dag i skolernes sommerferie fra kl. 12.30 til 17.30 frem til søndag den 13. august. Besøgttallet i Hovedgård Friluftsbad på en normal 6 ugers sommer er ca. 1500. Tælleapparaterne har dog foreløbig, ligesom vejret, været varmere end normalen, så sidste års tal står, hvis vejret arter sig, sikkert for fald. I torsdags havde man passeret 60 besøgende kl. 14.30.